Dyk ned i nogle af Danmarks bedste oste, når fem store madfestivaler de kommende måneder serverer et overflødighedshorn af kulinariske oplevelser på både Sjælland, Fyn og i Jylland.

Der er godt nyt til alle landets osteelskere. Sensommeren og efteråret bliver nemlig sprængfyldt med muligheder for at opleve nogle af Danmarks absolut bedste oste.

Hele fem store madfestivaler over hele landet byder de kommende måneder på et indblik i den rige og mangfoldige ostekultur, der blomstrer i Danmark. I alt 24 lækre og lærerige dage med faglige indlæg, debatter, fremvisninger – og vigtigst af alt masser af smagninger – i ostens tegn.

Ost & ko er med hele vejen og guider her til de mange oste-oplevelser på efterårets festivaler.

Cremen af Danmarks bedste oste – fra spændende oste-serveringer til cheesy softice

Igen i år deltager Ost & ko på Copenhagen Cooking & Food Festival med både den indbydende Ostebaren på Israels Plads og en række smagfulde events.

Under hele festivalperioden fra 24. august til 2. september byder Ostebaren på cremen af innovative og traditionelle oste fra Danmarks små og store osterier. Kom forbi, og smag dig igennem udvalgte oste. I år kan du lære ostetyperne at kende med syv forskellige serveringer sammensat på tværs af mere end 30 oste – og husk at du kan købe dine favoritter med hjem til kg-pris. Læs mere om Ostebaren.

Temaet for dette års Copenhagen Cooking & Food Festival er ”Breaking the new” – en hyldest til de innovative tankegange, der siden start 00’erne har forvandlet København til madmetropol i verdensklasse.

Inspireret af temaet har Ost & ko slået pjalterne sammen med is-ekvilibristen Something Frozen, der til lejligheden har udviklet en række overraskende oste-softices med delikat drys. Isene serveres hele festivalperioden fra Ostebaren på Israels Plads – tjek menuen for de forskellige dage.

Hvis du er mere til vermouth og vesterhavsost, så tjek eventen Cocktails & cheese, hvor cocktail-connaisseren Geoffrey Canilao fra Balderdash inviterer på tre originale cocktails parret med tre overraskende oste fra Danmarks bedste ostemagere.

Til grøntsags-entusiasterne inviterer Frugtformidlingen og Ost & ko til et ostet afterparty, så tag dit skønneste grøntsagshumør på, og vær klar til at iklæde sæsonens grønt i Ostebarens delikate rester i alt fra fast til smeltet form

Sidst, men ikke mindst, inviterer Smag & ko på en laktisk dannelsesrejse, hvor du kan blive meget klogere på de forskellige smagsnuancer i mælk, smør og ost. Læs mere om eventet her.

Masser af ost på Nordens største madfestival

I Aarhus skydes efteråret i gang med intet mindre end Nordens største madfestival, når Food Festival 7.-9. september forvandler Tangkrogen til 45.000 kvadratmeters sprudlende, velsmagende og globalt omfavnende madfest. Et folkeligt samlingspunkt for madnørder i alle aldre og afskygninger, hvor man kan gå på opdagelse i gastronomiens mange facetter fra videnskab til kultur – og selvfølgelig masser af velsmag.

Lørdag 8. september inviterer Ost & ko på en tur på Osteruten, hvor en række af landets bedste ostemagere byder på interessante perspektiver på dansk osteproduktion og skønne ostebidder undervejs.

Samme dag underholder Timm Vladimir og en professionel ostemager på Kokkescenen med smagsprøver og anekdoter fra både det professionelle og private ostemageri. Sidst, men ikke mindst, kan du bruge lørdagen til at skærpe dine smags- og lugtesanser til Smag & kos blindsmagning af mælk, smør og ost. Læs mere her.

Om søndagen kan du slutte weekenden af med Frugtformidlingens workshop om ost og grøntsager og få inspiration til, hvordan man gør det lettere for både børn og voksne at træffe sunde valg i hverdagen. Læs mere her.

Spis dig igennem Odenses bedste oste

Bare dagen efter, at Food Festival lukker dørene, åbnes der for nye spændende madoplevelser i Odense. Her fejrer madfestivalen SPIS! Odense Food Festival den fynske og danske mad- og måltidskultur. Fra 10.-15. september vil festivalen gennem workshops, foredrag, kokkeskoler, filmfremvisninger og et stort madmarked tage vores madkultur op til debat og bringe mennesker tættere sammen om det gode måltid.

Et stort fokus ligger på lokale råvarer, og her kommer den fynske specialitet rygeost selvfølgelig i spotlightet på Rygeostens Dag, der både byder på workshops og lækre røgede smagsprøver. Læs mere her.

På SPIS! kan du også opleve en smagning med Fyns bedste oste parret med kække cocktails fra de fynske drinksnedkere på Rebæl, eller du kan starte dagen tidligt, når det klassiske danske morgenbord bliver udfordret med innovative ostede overraskelser og friske mælkedrikke til akkompagneret af kammerkoret. Læs mere her.

På Fyn får du selvfølgelig også muligheden for at deltage i Smag & kos blindsmagning af mælk, smør og ost, hvor du kan blive klogere på mælkens mange nuancer. Læs mere her.

Som afslutning på ugen kan du deltage som publikum til kokkekonkurrencen Schøitz-prisen, hvor fem af landets bedste kokke dyster på kreativitet og snilde – blandt andet ved brug af de bedste fynske mælkeprodukter, herunder oste, mælk og smør. Læs mere her.

Kulminerer med Danmarks største ostefestival

Tre intense måneder i mad- og ostekulturens navn slutter selvfølgelig på den eneste rigtige måde: Nemlig med et solidt sidste dyk ned i vallekedlerne til Danmarks største ostefestival, Cheese Copenhagen.

Mejeriforeningen og Ost & ko byder velkommen i TorvehallerneKBH for at putte danske håndværksoste under luppen og ned i svælget på hundredevis af glade osteentusiaster.

Gennem en hel dag med marked, smagninger, oplæg og debatter vil udviklingen i den danske ostebranche blive vist frem og taget op til debat af talrige danske osterier fra alle dele af landet.

Der er altså masser af osteri at se frem til i resten af 2018. Følg selv alle begivenhederne på deres respektive kanaler, så du er sikker på at fange så meget ost som muligt i de kommende måneder.