Hærværks ostemad – smørristet, krydret honningkagebrød med cremefraiche og ekstralagret Thise Vesterhavsost

Her får du en opskrift på Danmark (måske) bedste ostemad med ekstralagret Thise Vesterhavsost og krydret honningkagebrød.

 

Opskriften på honningkagebrødet stammer fra Runes bedstefar, der dengang lavede det med rosiner og et mere simpelt krydderiudvalg. Retten opstod da en af kokkene hos Hærværk smagte kombinationen af sukat og ost. De prøvede det af og først herefter stod det klart, at de jo havde fortolket ostemaden. Opskriften er 1 ud af 10 opskrifter med dansk ost fra kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret 2018.

Opskriften er udviklet af Rune Lund Sørensen & Esben Kragh fra Hærværk

Foto af Thomas Alcayaga

 

Opskrift på Smørristet, krydret honningkagebrød med cremefraiche og ekstralagret Thise Vesterhavsost


Til 8 personer

 

Sådan laver du saltbagte rødbeder

1 stor eller 2 mellemstore rødbeder
Masser af salt 

Saltbag rødbederne ved at pakke dem ind i salt og bag dem ved 165 grader, til de er møre hele vejen igennem. Afkøl, pil rødbedeskindet af og skær “kødet” i rosin-lignende størrelser. 

 

Honningkagebrød

500 g hvedemel
400 g brun farin
2 tsk natron
3,5 dl mørk øl
1 tsk stødt af hver af følgende: lang peber, kanel, nelliker, enebær, stjerneanis, sort peber, laurbær
Saltbagte rødbeder

 

Sådan laver du honningkagebrød

Bland mel, brun farin, natron og krydderier. Kom øl og rødbedestykker i og rør til en homogen masse. Hæld dejen i en rugbrødsform med bagepapir og bag brødet ved 175 grader i 45-60 minutter, til det er gennembagt. Lad det køle helt af og stå i 3-4 dage på køkkenbordet.

 

Anretning

Smør
Cremefraiche 38 %
Ekstra lagret Thise Vesterhavsost

Skær skiver af brødet og steg dem i smør. Krydr med salt og peber. Lad det køle af. Smør med cremefraiche og top med skiver af Vesterhavsost.