Mandag 30. maj 2016 indbyder Mejeriforeningen og kampagnen Ost & ko fagfolk, formidlere og ostebranchen til en dags inspirerende indblik i og diskussion om en europæisk ostekultur, der er mere dynamisk end nogensinde.

Dagen bliver bygget op om en række indlæg fra førende eksperter i sensorik og ostesprog, fødevarekvalitet, forbrugerpræferencer, produktudvikling, madvaner, mælk, terroir og tendenser. Indlæggene krydres med rigelige osteserveringer og afsluttes med en enestående ostefrokost, så gæsterne forhåbentlig forlader symposiet mætte, glade, veloplyste og gastronomisk inspirerede.

Talerrækken tæller Oxford-forskeren Edmund T. Rolls, som sammen med den danske sensoriker Lisbeth Ankersen vil give et videnskabeligt perspektiv på fænomenet “lækker” – med udgangspunkt i ost, naturligvis. Madskribent og historiker René Langdahl Jørgensen tager os med på rejse gennem den historiske udvikling af den europæiske og den danske ostekultur. Han får hjælp til den omfattende opgave af en af Danmarks største kendere af ostebranchen, Jens Martin Buch Kristensen, som 32 år var forstander på den daværende Dalum Tekniske Skole (i dag Kold College).

Kan man smage, hvor osten kommer fra?
I en række kortere oplæg vil Innovation Manager Mads Østergaard-Clausen berette om sit arbejde med innovation og produktudvikling; Nina Preus, forbrugersociolog, konsulent og analytiker hos Landbrug & Fødevarer, ser på ostens plads i madkulturen og analyserer forbrugertrends. Mathias Skovmand-Larsen, kandidat i fødevarevidenskab og adjunkt på UCC Zahle i København, causerer over terroir og EU’s kvalitetsmærkning af fødevarer. Kan man smage, hvor osten kommer fra? Kan man certificere velsmag?

Ylva Ardo, professor emirita fra KU og udnævnt som verdens bedste osteforsker i 2008 giver sit bud på og et resumé af de 5 vigtigste osterelaterede forskningsprojekter i Danmark og udlandet lige nu. De fire oplæg afsluttes i en paneldiskussion med temaet “Fremtidens ostekultur: Hvad efterspørger forbrugere og osteelskere i 2030?”

Efter formiddagens faglige program inviteres gæsterne på en unik ostefrokostoplevelse med en gigantisk ostebar, vinbar og en elaboreret menu af osteinspirerede retter, komponeret af det kreative kokketeam I’m a Kombo.

Skal du med?
Der er et stærkt begrænset antal pladser til symposiet, der er forbeholdt journalister, bloggere, undervisere, kokke og fagfolk i ostebranchen. Hvis du er interesseret i at deltage, er du velkommen til at skrive til projektleder dorte@ostogko.dk. Der er ingen garanti for, at der er plads.

OSTEKULTUR 2016

Symposium om ostetrends, kultur, smag og kvalitet

Mandag 30. maj 2016 kl. 9.30 til 15.30

Copenhagen Food Space
Slagtehusgade 11
1715 København V

Efter formiddagens faglige program inviteres gæsterne på en unik ostefrokostoplevelse med en gigantisk ostebar, vinbar og en elaboreret menu af osteinspirerede retter, komponeret af det kreative kokketeam I’m a Kombo.