JESPER FOGH
NATURMÆLK


Hvad driver dig til at lave ost?

Du får mælk ind i ostekarret, og så kan du forarbejde det og få en super lækker ost ud af det. Jeg synes, det er helt fantastisk! Det syntes jeg, da jeg startede som ostemager, og det synes jeg faktisk stadig her fem år senere.

Hvad er det sværeste ved at lave ost?
Det er jo 117 faktorer, som kan spille ind, så osten ikke bliver, som du havde regnet med. Og i og med at vi kan lave råmælksoste på Osteriet Hinge, er de udfordringer bare endnu større – men også med endnu større tilfredsstillelse, når det lykkes.

Hvad er en god ost?
En god ost er lavet af god mælk, og her i Danmark har vi faktisk verdens bedste mælk. Når vi så igennem hele produktionsforløbet kan måle på pH og vandindhold, at det hele kører, som det skal, og resultatet er perfekt, så synes man jo, at man har gjort et godt stykke arbejde.

Hvilken ost er din bedste?
Det er en af vores råmælksoste, der hedder Hathor, og det er jo nok også, fordi jeg selv har været med til at udvikle den, og synes, at vores resultat er blevet rigtigt, rigtigt godt. Den har været undervejs i et par år, og nu er den lige, som jeg synes, den skal være! Hathor er en fast, hård ost med en skorpe af rødkit, og det, at den er en råmælksost, gør, at den har en masse bakterier i sig, som er med til at give den gode smag.

Fortæl om dit livs største osteoplevelse
Det var nok, da jeg startede i lære på Gjesing Mejeri og skulle være med til den ugentlige ostebedømmelse, hvor jeg skulle smage sådan en Sort Castello. Det var noget af det vildeste! Jeg havde ikke smagt sådan noget før. Men jeg tænkte, at det gad jeg da godt at gøre resten af mit liv. Arbejde med ost. Og smage på ost. Så sådan blev det.


OSTESTJERNER

De er håndværksmæssige ekvilibrister og teknikere til fingerspidserne. De er kreative, visionære og gastronomisk nyskabende. I serien “Ostestjerner” sætter Ost & ko fokus på de stjerne-ostemagere, som står bag Danmarks bedste oste.