Mange ostespisere har et decideret passioneret forhold til den smagfuldt lagrede spise. Men rummer ost ligefrem potentiale for afhængighed?
Af Amalie Frøkjær-Rubbås
En skive mild og blød danbo som hvidt lagen over et friskbagt morgenrundstykke, et smeltet stykke cheddar, løbende ned ad en saftig burger eller den sanseligt pirrende og ekstremt intense smag af et stykke blåskimmel serveret med portvinssyltede figner.
Ostens verden er utroligt varieret og rig på nuancer og kombinationer, og for ostespisere er tanken om en verden uden ost formentlig lige så utænkelig som den er uudholdelig. Ostens rolle i den kulinariske verden er ganske enkelt ikke til at komme uden om, og mange har et decideret lidenskabeligt forhold til ost. Så lidenskabeligt, at man næsten skulle tro, at man kan blive afhængig af ost. Men kan man nu også det?
En skive ost eller en bane kokain?
Netop afhængighed af ost kom i 2015 i mediernes søgelys, da resultaterne af et studie fra University of Michigan fandt vej til pressen. Studiets formål var at finde frem til de fødevarer, som har det mest afhængighedsskabende potentiale. Meget forarbejdede fødevarer med et højt indhold af sukker, salt og fedt, for eksempel kage, chips og pizza, endte med at blive topscorere i forhold til afhængighed, mens ost endte langt nede ad listen som nummer 16 ud af 35 forskellige fødevarer.
Pressens udlægning af undersøgelsen blev dog, at ost kunne være afhængighedsskabende på grund af et protein kaldet kasein, som findes i mejeriprodukter. Når kasein fordøjes, udskilles nemlig såkaldte casomorfiner, som ifølge en citeret diætist skulle have samme afhængighedsskabende effekt som morfin.
Forskeren Ashley Gearhardt, der ledede studiet, tog sidenhen kraftigt afstand fra pressens fantasifulde overskrifter og sammenligningerne af ost og crack-kokain, som viste sig at være en journalistisk stramning udover det sædvanlige. En videnskabelig rapport fra 2009 har dog vist, at casomorfin havde en afslappende effekt, når det blev sprøjtet direkte ind i nyfødte mus. Det viste sig dog samtidig, at casomorfin er et 20 gange mindre potent stof end morfin.
Kærlighed til ost er kulturbetinget
Morten Christensen, der til daglig forsker i smag på Syddansk Universitet, mener da også, at det er meget usandsynligt, at ost skulle være decideret afhængighedsskabende. I stedet mener han, at mange menneskers kærlighed til ost hænger sammen med vores kulturelle ophav.
”Vi har en meget stolt og stærk mejeritradition i Danmark. Vi vokser op med ost som en naturlig del af vores madvaner. Derudover betyder den sociale sammenhæng, vi spiser ost i, også meget. Hvis vi forbinder ost med noget hyggeligt, fordi vi er vant til at spise det sammen med vores familie, er vi også mere tilbøjelige til at holde af det og ønske at blive ved med at spise det,” forklarer han.
Ostens naturlige tiltrækning
Vores kærlighed til ost har dog også noget at gøre med, at vi rent biologisk er programmeret til at kunne lide ting, som er både søde og fede. Det forklarer, hvorfor pizza, kage og chips blev blandt topscorerne i University of Michigans studie af potentielt afhængighedsskabende fødevarer. Både fedt og sødme er da også, ikke overraskende, at finde i ost.
”I mælkeprodukter er der laktose og nogle bittesmå proteiner, som smager sødt. Derudover er det for det meste fedt, og så er der noget tredje, som alle folk kan lide, og det er smagen af umami. Umami er altid tilstede i ost, og opstår på grund af de aminosyrer, der dannes, når man lagrer osten,” fortæller Morten Christensen.
Han slår dog fast, at den vigtigste grund til danskernes kærlighed til ost skal findes i vores madkultur og det, at vi gennem opvæksten bliver præsenteret for ost igen og igen.
”Man kan lære at kunne lide alting, men det kræver, at man bliver introduceret til det flere gange. Der er for eksempel mange bitre ting, for eksempel skimmelost, der kan være svært at vænne sig til. Men fordi det er en del af vores kulturarv, så vænner de fleste af os sig automatisk til det, og det samme gør vores krop.”
Ostespisernes hang til ost er altså formentlig mere tilvænningsbaseret end den er resultatet af en række proteinforbindelsers pirrende leg med hjernens belønningssystem, og ost er derfor sandsynligvis ikke på vej på listen over forbudte euforiserende stoffer. Vi tillader os altså indtil videre at afblæse både forbudsalarmen og udsigten til osteafvænningsklinikker og behandlingsprogrammer verden over. Bare spis løs – det første stykke er gratis!