SPIS! Odense Food Festival

13.-15. SEPTEMBER 2019

SPIS! x Ost & ko – Morgenmad i Eventyrhaven

 

SPIS! x Ost & ko – Morgenmad i Eventyrhaven

14. september
Eventyrhaven

Vi gentager successen! Kom med til en kulturel og appetitlig morgen, når SPIS! Odense Food Festival og Mejeriforeningens Ost & ko endnu en gang inviterer til morgenmad med festlige indslag i Eventyrhavens smukke omgivelser.

På morgenbordet finder du det bedste fra danske mejerier – fra delikate oste til nye og kendte varianter af mælk, smør og syrnede mælkeprodukter.

Morgenmaden indledes med et akkompagnement af Odense Kammerkor og fællessang med Claus Brandstrup fra Byens Højskole, som traditionen tro siger et par ord om “det gode måltid”.

Derpå introducerer Rasmus Holmgård fra Ost & ko morgenmaden og de mange spændende mejeriprodukter, du kan smage på.

Hvis din energi rækker til mere end sang og spisning, så deltag i Gråskov Yogas yoga-sessioner både før og efter morgenmaden (bare rolig det kræver ingen særlige forudsætninger eller udstyr).

08.45: Velkomst v. SPIS! Odense
08.45: Yoga m. Gråskov Yoga
09.00: Claus Brandstrup fra Byens Højskole – Fællessang og ord
09.10: Morgenmadsbuffet og introduktion til buffeten (af Rasmus Holmgård fra Ost & ko)
10.00: Yoga med Gråskov Yoga
10.15: Tak for i dag

Køb billetten her


Foto: Liv Kastrup for Ost & ko

 

Lækker ostesmagning

 

Lækker ostesmagning

14. september
SPIS! Odense madmarked på Flakhaven

Hvad er en god ost? Hvordan smager man på den? Og kan en dansk skæreost være en stor gastronomisk oplevelse? Tag med til lækker ostesmagning med Ost & ko og Mejeriforeningen.

Kom med til et grundkursus i osteforståelse, når Mejeriforeningen og ostekulturkampagnen Ost & ko inviterer til smagning af 6 lækre danske oste og en gennemgang af smageteknik og de vigtigste parametre til vurdering af ostekvalitet.

Osteformidler Rasmus Holmgård tegner og fortæller, mens du sætter tænderne i de udvalgte smagsprøver. Vi smager 4-5 forskellige ostetyper og giver et særligt fokus til den klassiske danske skæreost, som let kommer til at stå i skyggen af de bløde, skimlede og faste oste. Er det rimeligt – eller kan en skæreost også give en stor gastronomisk oplevelse?

Smag selv, når vi leger med maden lørdag 14. september kl. 14.


Foto: Jesper Rais for Ost & ko

 

Schiøtzprisen 2019

 

Schiøtzprisen 2019

15. september
Odeon

Grib muligheden for at komme helt tæt på, når toppen af dansk gastronomi igen i år dyster til Schiøtzprisen 2019.

Schiøtzprisen præmierer kokkenes evner til at fortolke det fynske terroir og bedømmes på smag, visuel præsentation, innovation og evnen til at formidle den fynske fortælling.

Til Schiøtzprisen stiller SPIS! Odense Food Festival en råvarebuffet fyldt med de bedste kvalitetsråvarer og -produkter fra Fyn til rådighed. Som del af denne buffet leverer Mejeriforeningens Ost & ko et bredt sortiment af de bedste fynske mejeriprodukter, som kokkene kan bruge til at fremhæve den fynske fødevarefortælling i deres ret.

Kom med som publikum og oplev hvordan kokkene dyster på nysgerrighed, kreativitet og innovation i jagten på at blive kåret som vinderen af dette års Schiøtzprisen.


Foto: Jesper Rais for Ost & ko

Ostevognen popper op til Rygeostens Dag

 

OSTEVOGNEN POPPER OP TIL RYGEOSTENS DAG

13. september
Flakhaven, Odense

Rygeosten er en del af fynboernes identitet og er Danmarks ældste og eneste originale ost. Sidste år gik TV 2/Fyn til kamp for rygeostens overlevelse og lancerede Rygeostens Dag som en del af Spis! Odense Food Festival. Kampen fortsætter i år, og Mejeriforeningens Ost&ko kæmper med.

Ostevognen slår et slag for rygeosten i hverdagsmaden og popper op på Rygeostens Dag fredag 13. september kl. 14.00 – 18.00 på SPIS! Odense Food Festival Madmarked, som i år afholdes på Flakhaven. De fleste af os kender rygeosten og de klassiske kombinationer med røget laks, kartofler eller radiser. Men den milde, luftige og røgede ost kan så meget mere end det og kan sagtens indgå i mange af de retter, vi spiser til hverdag.

I Ostevognen kan du fra 14.00 – 18.00 møde madblogger Anna Nordenlund Larsen – også kendt som Grødgrisen – som til lejligheden har udviklet en helt ny hverdagsret med rygeost, selvfølgelig, som du kan smage på ganske gratis. 

Rygeostens Dag er arrangeret af TV 2/Fyn. Hele eftermiddagen kan du møde et hav af rygeostambassadører – herunder Anna Nordenlund Larsen –  som giver deres bud på nye måder at spise rygeost på.

Se hele programmet for Rygeostens Dag her.

Foto: Liv Kastrup for Ost & ko