Danskerne elsker ost og spiser det især til morgenmad. I det hele taget kan vi godt lide at spise vores ost på brød, og oftest er der dansk ost på bordet. Det viser en ny undersøgelse af danskernes ostevaner, som dog også indikerer, at vi har noget at lære at franskmændene, når det kommer til indtag af ost i seriøse mængder.

Af Eva Helbæk Tram

I forbindelse med lanceringen af Cheese Up Your life-kampagnen (på dansk Ost & ko), har EMF (European Milk Forum) udarbejdet en undersøgelse af forbrugsmønstre og holdninger til ost i de fire kampagnelande. 1000 danskere har deltaget i undersøgelsen, som også omfatter Frankrig, Irland og Nordirland. Undersøgelsen belyser befolkningernes forbrug af ost både ude og hjemme, og den vil blive gentaget med jævne mellemrum i løbet af kampagneperioden fra 2015 til 2017. Her er et udpluk af de mest interessante resultater.

82 % spiser ost hver uge
82 % af danskerne spiser ost mindst én gang om ugen. 69 % spiser endda ost flere gange hver uge, og 7 % spiser det flere gange om dagen. 65 % af danske børn spiser ost mindst en gang om ugen. Det er lidt færre end i Frankrig, hvor 96 % af de voksne og 95 % af børnene spiser ost mindst én gang om ugen. Med andre ord har vi lidt at indhente, hvis vi skal op på siden af franskmændene.

Ost på morgenbordet
Herhjemme står ost især på morgenbordet. 65 % af danskerne spiser ost til morgenmad mindst en gang om ugen, og dermed er vi undersøgelsens mest morgenostespisende folkefærd. Også til frokost er ost populært, mens det lidt sjældnere står på de danske middagsborde om aftenen. 45 % spiser ost til frokost mindst en gang om ugen, og 27 % til aftensmad. Interessant er det, at franskmændenes præferencer for, hvornår de spiser ost, er helt omvendt vores: Her spiser 87 % oftest ost om aftenen, mens det kun er 13 %, som spiser det om morgenen.

Vi er glade for danske oste
Danskerne er nationalpatriotiske, når det kommer til ost. 85 % af respondenterne svarer, at de oste, de oftest spiser, er danske. Næstmest populære er oste fra Frankrig (39 %) og Italien (21 %). Oste fra vores nordiske naboer Sverige og Norge står til gengæld længere nede ad listen med 2 % hver. Selvom vi holder meget af vores egne oste, er de dog mindre kendte blandt respondenterne fra de andre lande. 3 % af nordirerne og 1 % af irerne spiser normalt dansk ost, og i Frankrig peger så få respondenter på dansk ost, at det ikke vises i undersøgelsen.

54 % spiser ostemad mindst en gang om ugen
Vi spiser oftest ost på brød. 54 % svarer, at de ofte spiser ost som ingrediens i en sandwich, herunder som ostemad med skære- eller smøreost, som mange danskere altså holder af. Også almindeligt er det at putte ost i salat (26 %), at spise det efter et måltid (23 %) eller bruge det som ingrediens i en opskrift (23 %). Ikke overraskende spiser irerne endnu oftere end os ost som ingrediens i en sandwich (73 % i Irland, 66 % i Nordirland), mens franskmændene foretrækker at spise det som selvstændig ret efter et måltid (89 %).

Forpakket, revet og smørret
Vi spiser oftest oste, som er solgt forpakket i emballage. 62 % angiver dette svar på spørgsmålet om, hvilket format de oste, de oftest køber eller nyder, kommer i. Næstmest populært er revet ost (55 % angiver dette), og vi er undersøgelsens mest ihærdige smøreostespisere. 46 % af de adspurgte danskere spiser ofte smøreost, mens det fx blandt irerne kun er 30 %. 32 % af danskerne angiver ost skåret fra et større stykke, som man fx får det hos ostehandleren, som et format, de ofte køber eller nyder ost i.

65 % af danskerne spiser ost til morgenmad mindst en gang om ugen, og dermed er vi undersøgelsens mest morgen-ostespisende folkefærd.