Læs om Arlas klimavenlige oste, den nye økologisk halloumi fra Naturmælk, en kunstnerisk osteindpakning fra Jernved Mejeri, Thise Mejeris nye mælk, en eksklusiv julegaveidé, Barrit Mejeris nye flødeost til Lidl og et ægte ostejubilæum. Ost & ko har samlet en oversigt over de seneste nyheder fra de danske osteproducenter.

Her er 7 små nyheder fra ostens verden.


Samlet af Rasmus Holmgård 

 

21,5 mio. oste bliver mere klimavenlige

Klimavenlig ost. I september fik de velkendte oste Riberhus, Klovborg og Arla ØKO en mere klimavenlig emballage. De hele skæreostes indpakning består nu af 75 % biobaseret folie fra sukkerrør, og de skiveskårne pakkes i en emballage 19 bestående af en bund, som indeholder 80-85 % genanvendt plastik, mens toppen består af 50 % genanvendt plastik.

Med 21,5 mio. solgte enheder om året, giver de nye indpakninger en samlet årlig CO2-reduktion på 173.000 kg. Det svarer ifølge Arla til at køre jorden rundt 37 gange i en almindelig personbil. Arla har et klimamål om, at hele virksomheden skal være CO2 neutral i 2050. 

 

Naturmælk lancerer økologisk halloumi

Stegeost. Ost er en af meget få råvarer, som kan erstatte kød i en madret eller et måltid. Enkelte osteyper kan sågar grilles eller pandesteges på samme måde som et stykke kød. Det gælder fx for halloumien, den oprindeligt cypriotiske specialitet, der bare skal have 3-4 minutters god varme på hver side for at komme til at se lige så lækker ud som på billedet. Dette efterår har det entreprenante mejeri Naturmælk lanceret det danske markeds første økologiske halloumi, som restauranter og andre virksomheder kan bestille hos landets grossister. 

 

Årets flotteste osteindpakning

Ostekunst. I vores online-magasin kan du på side 34 læse et miniportræt af osten Vadehav fra Jernved Mejeri i Sydvestjylland. Men ikke alene er Vadehav en af landets mest interessante oste netop nu; den er også pakket utroligt smukt ind. Så smukt, faktisk, at mejeriet har valgt at sætte emballageprintene til Vadehav og søsterosten Sort Plov op som plakater. Motiverne er skabt af den lokale Ribe-baserede billedkunstner Ole Videbæk, og plakaterne kan købes i Jernved Mejeris mejeriudsalg for 100 kr. per styk. Se åbningstider på jernvedmejeri.dk. 

 

Ny mælk fra Thise lader kalvene komme til først

Præost. Under titlen ”mælk ad libitum” lancerede Thise Mejeri i september en drikkemælk med 2,5 % fedt og den på samme tid naturlige og dog meget usædvanlige produktionsfilosofi, at den er malket fra køer, som ammer sine kalve. Det er, som Thise beskriver det: ”Den mælk, der er tilovers, når kalvene har spist.” Mælken kommer fra i alt små 100 køer hos to af Thises leverandører, som i over 20 år har ladet kalvene drikke 5-8 liter mælk per døgn og så leveret den overskydende produktion til mejeriet. Men mælken er aldrig tidligere blevet solgt som et særskilt produkt. Det bliver det nu; i første omgang i Irma, hvor en liter koster 15,50 kr 

 

Eksklusiv julegaveidé: Luksuriøse osteknive

Ostelir. Ok, de er hverken nye på markedet eller særligt billige at lægge under træet juleaften. Men læderetuiet med ostekniv og ostehøvl af stål og oliventræ fra Forge de Laguiole er stadig noget af det svedigste ostegear, der kan opdrives. Sættet er designet af osteeksperten Roland Barthélemy og kan erhverves for den nette sum af 2.799 kr. via webshoppen på loegismose.dk

 

Barrit Mejeri laver flødeost til Lidl i samarbejde med Wassim Hallal Hallalost

For godt et år siden lancerede supermarkedskæden Lidl under sloganet ”Lidl overrasker” en ny serie af håndplukkede danske specialvarer. Og overrask- ende var det da også, at lanceringen foregik i samarbejde med ingen ringere end michelinkokken Wassim Hallal, som driver restauranten Frederikshøj i Aarhus. Et prestigefyldt samarbejde for den tyske discountkæde, som tydeligvis ikke mener, at discountpriser behøver at være lig med tvivlsom kvalitet. Der er nemlig ingen som helst tvivl om kvaliteten i to af WH-seriens nyeste tilføjelser, to økologiske flødeoste fra Barrit Mejeri syd for Horsens – en passende anerkendelse i 30-året for produktionen af mejeriets første flødeost i 1989. I dag leder mejeribestyrer Brian Madsen tilvirkningen af ca. 750 ton flødeost om året fordelt på 18 smagfulde varianter. Klassikerne naturel og hvidløg i de økologiske Wassim Hallal-udgaver koster 17,95 kr. for 150 g i de fleste af landets Lidl-butikker. 

 

Ostehandleren GRAND fromage fylder 20 år

Ostejubilæum. I december 1999 åbnede mejeritekniker Jens-Einar Lindbjerg og hans søn, kok og mejeriingeniør Thomas Lindbjerg, ostebutikken GRAND fromage i Guldsmedegade i Aarhus. 7 år senere fulgte en ostebutik på Frederiksberg, men 20-års-jubilarerne har mere end deres detailudsalg at være stolte af. I dag er Thomas den daglige leder af en virksomhed, som finder, køber, udvikler, modner, formidler og sælger ost fra 9 forskellige lande til flere end 600 restauranter og kantiner over hele landet fra modningslageret i Galten. Sidste år opnåede GRAND fromage en imponerende 7. plads blandt 3.472 opstillede oste til World Cheese Awards for sin 24-måneders-lagrede Lihmskov på en grundost fra Nørup Mejeri. 20 år og still going strong.