Bagt Mont d’Or med abrikosmarmelade, figner i portvin og kommenkiks

Mont d’or er en rigtig vinter-ost, der kun bliver lavet i de kolde måneder i de franske Jura-bjerge. Server osten helt traditionel som en lun afslutning på en vintermiddag. Her får du madblogger Camille Maja Christensens opskrift på det perfekte tilbehør udviklet særligt til Ost & ko.

Opskrift og fotos af Camille Maja Christensen. 

Opskriften er beregnet til 6 personer.

Kiks med kommen

Opskriften giver 30 stk. 

100 g smør
1 dl mælk
1 spsk. honnning
100 g hvedemel
100 g rugmel
1 tsk. bagepulver
2 spsk. kommen
1 tsk. salt

Smelt smør, og kom derefter den kolde mælk og honning i. Bland mel, kommen, bagepulver, salt sammen i en skål eller røremaskine. Rør væsken sammen med de tørre ingredienser, og ælt dejen godt sammen. Pak dejen ind i film, og lad den hvile i køleskabet i mindst en time. Tænd ovnen på 200°C. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Skær kiksene med en udstikker / et lille glas, eller skær dem ud i firkanter. Kom kiksene på en plade med bagepapir og prik hver kiks med en gaffel. Bag kiksene i 8-10 minutter, til de er gyldne. Lad kiksene køle helt af på en rist, og opbevar dem i en lufttæt dåse.

Abrikosmarmelade

200 g tørrede abrikoser
5 dl vand
1 vaniljestang – eller 1 tsk. vaniljepulver/2 tsk. vaniljesukker
1/2 dl sukker
1/2 citron, både saft og skal
1/2 tsk. atamon til dit sylteglas – eller vodka

Skær abrikoserne i små tern, og kog dem i vand i ca. 15 minutter med låg.

Bland vanilje med 1 spsk. af sukkeret, så kornene bliver skilt ad. Kom vanilje, revet citronskal og citronsaft i gryden med abrikoser, og kog i yderligere 5 min. Skru ned for varmen, og blend med en stavblender til en cremet konsistens som marmelade. Tag gryden af varmen.

Skold et sylteglas med kogende vand, og skyl efterfølgende glasset med 1/2 tsk. atamon eller vodka. Kom den varme marmelade på glasset, og sæt straks låg på. Opbevar på køl.

Figner i portvin

1/2 usprøjtet appelsin – både saft og skal
2 dl portvin
3 stjerneanis
2,5 spsk. brun farin
7 friske figner
1/2 tsk. atamon til dit sylteglas eller vodka

Kom revet appelsinskal og -saft, portvin og stjerneanis i en lille gryde. Varm lagen op til kogepunktet, og tilsæt brun farin. Lad det simre i 3 minutter.

Skyl og rens fignerne, og skær dem i kvarte. Kog fignerne med i lagen i 1 minut.

Skold et sylteglas med kogende vand, og skyl efterfølgende glasset med 1/2 tsk. atamon eller vodka.  Kom fignerne og lagen på glasset, og sæt straks låg på. Opbevar på køl. 

Bagt Mont d’Or

1 Mont d’Or på 300-500 g
1 dl tør hvidvin

Stik et par huller med en gaffel i osten og hæld 1 dl hvidvin over. Bag osten i træformen i 25 minutter ved 200°C. Server osten varm sammen med kiks, marmelade og figner. Traditionelt serveres osten på et fad midt på bordet, så gæsterne kan tage en skefuld ost på deres tallerken eller dyppe kiks direkte ned i osten. 

Både fignerne og abrikosmarmeladen er også skønne som tilbehør til et ostebord eller på ostemaden. 

Se flere opskrifter på retter med smeltet ost – og se også vores mange opskrifter på salat med ost og opskrifter på de bedste grønne retter med ost.