KLAUS PEDERSEN
ARLA TISTRUP MEJERI


Hvad driver dig til at lave ost?

Jeg synes, ost er både spændende og udfordrende. Det er et levende produkt, vi har med at gøre. Det er aldrig ens.

Hvad er det sværeste ved at lave ost?
Det sværeste er hele tiden at skulle navigere i de her osteteknikker, som vi bruger. Men det er samtidig det, der gør det så interessant.

Hvad er en god ost?
For mig er en god ost en, der er cremet og har karakter, så man kan smage, at der er lagt noget håndværk og sjæl i den.

Hvilken ost er din bedste?
Den bedste ost her fra Tistrup Mejeri er faktisk en ost, der bliver til to oste. Det er nemlig Digekrone, som senere bliver til en Havgus. Jeg elsker, at den får de her proteinkrystaller, og så er det en ost, man kan bruge til mange ting. Man kan bare sidde og spise af den, eller bruge den i en salat. Jeg synes virkelig, det er en fremragende ost.

Fortæl om dit livs største osteoplevelse
Jeg har været så heldig at få lov til at arbejde sammen med nogle fra den lidt ældre generation af ostemestre, der dels har kunnet lære mig en hel masse, og som også har kunnet fortælle en masse anekdoter fra vores fag. De øjeblikke har faktisk været de største oplevelser for mig som ostemager.


OSTESTJERNER

De er håndværksmæssige ekvilibrister og teknikere til fingerspidserne. De er kreative, visionære og gastronomisk nyskabende. I serien “Ostestjerner” sætter Ost & ko fokus på de stjerne-ostemagere, som står bag Danmarks bedste oste.