“Når man spiser ost sammen, kommer man tæt på hinandens sjæl og menneskets oprindelse.” Helle Joof har skrevet en almanak med titlen Dage med mildhed, modgang og mirakler. Den 9. april er dedikeret til ost og rummer følgende poetiske vejledning til vallevejens glæder.


Uddrag fra Dage med mildhed, modgang og mirakler af Hella Joof

 

9. APRIL


OSTEDAG.
Jeg håber, du kan lide ost, for ellers bliver det en lang dag. Hvis du ikke kan, så gå ned i ostebutikken og spørg efter triple-creme-ost, og køb et nybagt baguette. Sæt dig på en bænk i forårssolen, og bræk et stykke af brødet, fremdrag din schweizerkniv, og smør et tyndt lag af osten på. Tag en bid, og tyg den grundigt. Smager det vel af ost? Nærmere af en slags tykt smør eller creme fraiche. Smør et tykkere lag på.

Sig uhm, og smask højt, så hjernen lærer, at det er gode sager, det her. Nu har du fået taget din ostedom og kan spise ost som ordentlige mennesker. Hvis du i forvejen kan lide ost, så er det i dag, du skal udfordre dig selv ostemæssigt. Sørg for at have en veltempereret Pommard parat, eller Riesling eller portvin eller hvad du nu sværger til; jeg kan personligt godt lide et ordentligt kanonslag af en Chateauneuf du Pape til kraftig ost.

Du køber en Stilton, en ældgammel camembert, som ostehandleren havde glemt nede i en støvle, en rødkit, en Blå Kornblomst, en knastør Gruyère og luftigt kridhvidt brød og måske nogle bornholmske kiks. Arranger på et smukt fad, som du stiller ud på altanen eller i fadeburet med et rent viskestykke over, så de kan temperere, og så hele huset ikke stinker. Du trækker rødvinen op, dekanterer eventuelt over på en karaffel. Så ringer du efter et par gode venner, og så er der Ostival, som det hedder i Nettos reklamer, som ligger i postkassen, selvom man har et klistermærke med Reklamer – Nej tak.

Når man spiser ost sammen, kommer man tæt på hinandens sjæl og menneskets oprindelse. Vi har siddet ved bålet i stenalderen og suget den rådne marv ud af dyreknogler, og det har haft en osteagtig smag. Vi har spist rådden mad op gennem tiderne, fordi opbevaringsforholdene først inden for de seneste 60 år har været hensigtsmæssige. Men vi har taget det i stiv arm. For vi kan godt lide fermenteret mad, som det hedder nu. Det har vi været nødt til at kunne. Og de, der ikke har brækket sig, har overlevet. Ostegenerne har haft et forspring. Lad os fejre det, mens vi skåler i rødvin og ser hinanden ind i osteøjnene.