Michelin-dessert med blåskimmelost, chokolade og kirsebær
Opskriften er udviklet af Michael Munk & Lasse Starup Petersen fra Me|Mu
Foto af Thomas Alcayaga
Sådan laver du Me|Mus Michelin-dessert med blåskimmelost, chokolade og kirsebær derhjemme
Blåskimmelosten Kirsebær Blå fra Grand Fromage er valgt i denne dessert, fordi den har en nærmest vinøs karakter i smagen. Smagssammensætningen er blåskimmel, kirsebær og kakao, og hele herligheden er udført som et kirsebær. Chokoladebrownien er en nemmere version af restaurantens oprindelige maltcrumble, men den gør, at de fleste vil kunne lave opskriften hjemme i deres eget køkken. Opskriften er 1 ud af 10 opskrifter med dansk ost fra kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret 2018.
Ingredienser ( 4 personer )
“Kirsebær” med Grand Fromage Kirsebær Blå
- 125 g cremefraiche 38 %
- 50 g flormelis
- 12 g citronsaft
- 1,5 blad husblas
- 50 g fløde 38 %
- 25 g æggehvider
- 40 g Grand Fromage Kirsebær Blå
- Syltede kirsebær
Anretning
- Kakaosmør trukket med tørrede kirsebær
- Frysetørret kirsebær (pulver)
- En rest tør chokoladebrownie
- Rød skovsyre
Sådan gør du
“Kirsebær” med Grand Fromage Kirsebær Blå
Opblød din husblas i koldt vand i 5 minutter. Lun citronsaften let og smelt husblas i. Smelt også blåskimmelost. Vend det hele (på nær syltede kirsebær) sammen med resten af ingredienserne til en creme. Kom creme i små silikone halvforme og kom et lille stykke syltet kirsebær ned i. Frys dem ned og sæt derefter to halvkugler sammen til en kugle.
Anretning
Kom de frosne kugler på en tandstik og dyp i flydende kakaosmør trukket med tørrede kirsebær. Lad den tø helt op. Kom en stilk af rød skovsyre i, så det ligner et kirsebær. Drys med frysetørret kirsebærpulver. Anret med tørret chokoladebrownie som crumble i bunden og “kirsebær” på toppen – husk at fjerne tandstikken.