Opskrift på BMØ
Opskrift og foto af Jonas Dahl Grue
Æltefrie kærnemælksboller med økologisk ost
Ca. 9 stk.
Tilberedelsestid: 10 min.
Hævetid: 10-12 timer
Ingredienser
- 100 g kogende vand
- 380 g kærnemælk
- 10 g gær
- 1 spsk honning
- 12 g salt
- 75 g fuldkornshvedemel
- 425 g hvedemel (gerne manitoba eller tipo 00)
- Frø/kerner til drys
Sådan gør du
I en skål hældes kærnemælk og kogende vand og honning, og bland det sammen, opløs derefter gæren i væsken. Tilsæt nu mel og salt og rør dejen til en ensartet klistret masse. Den skal ikke æltes, bare røres sammen. Dæk skålen til og lad den stå 1 time ved stuetemperatur. Sæt den derefter på køl til næste dag.
Varm din ovn op til 250C. Vend dejen ud på et melet bord. Hæld din frø/kerneblanding over og giv dejen et let klap for at de sidder fast på dejen. (Jeg bruger en kombination af blå birkes/sesam/hørfrø og finvalsede havregryn) Hak din dej ud i 8-9 lige store stykker, og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Prøv at røre så lidt ved dejen som muligt, og lav præcise hak. Giv bollerne lidt vand inden du sætter dem i ovnen, eller hæld lidt vand i bunden af din ovn inden du lukker lågen. Bag dem til de er gyldne i ca 15 minutter.
Nyd lun med din yndlings økologiske ost.