Ostecreme med ærter, rugbrødsdrys og ostechips

Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Foråret er landet; om lidt bugner haver og butikker af sprødt årstidsgrønt; og vi vil gerne vise dig, hvordan du kan udnytte ostens fænomenale køkkentekniske egenskaber og smagsforstærkende effekt i en række udvalgte grøntsagsretter til hverdag og fest. Her får du Camilla Bojsen-Møllers opskrift på ostecreme med ærter, rugbrødsdrys og ostechips.

Opskriften er udviklet af Camilla Bojsen-Møller
Foto af Signe Bay

Ingredienser ( 2 personer til tapas )

Ostecreme med ærter

  • 100 g ærter
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 spsk. mælk
  • 100 g Arla Unika Loke friskost eller anden fløde- eller friskost
  • 3 spsk. Fintrevet Tange Sø Ost eller anden fast/hård ost
  • Salt og friskkværnet peber

Rugbrødsdrys

  • 1 skive rugbrød
  • 1 tsk. smør

Ostechips

  • 15-20 g Tange Sø Ost, fintrevet
  • 15-20 g Fast fåre- eller gedeost, fintrevet
  • Frisk timian

Grøntsager

  • Gulerødder, skåret i stave
  • Agurker, skåret i stave
  • Radiser

Sådan laver du ostecreme med ærter

Blend ærter, mælk, citronsaft og friskost. Smag til med revet ost samt salt og peber.

Sådan laver du rugbrødsdrys

Blend rugbrød og spred ud på bagepapir på en bageplade. Læg små klatter smør ved. Bag i ca. 10 minutter ved 200 grader. Køl af.

Sådan laver du ostechips

Fordel den fintrevet ost i 4 cirkler med 5 cm i diameter på bagepapir på en bageplade. Drys timianblade over. Bag i 4 minutter i ovnen ved 200 grader, til osten er gylden. Afkøl, før du fjerner ostechipsene fra bagepapiret.

Anretning

Kom ærtecremen i et glas, dæk med rugbrødsdrys og stik grøntsagerne i. Servér resten af grøntsagsstavene i en skål ved siden af sammen med ostechipsene.

Camilla Bojsen-Møller

Ost fylder meget i Camillas liv. Udover at blogge om ost på ostesnak, arbejder hun med kommunikation hos ostevirksomheden Lactalis, afholder ostesmagninger og arbejder freelance som ostekommunikatør. Er forfatter til bogen OST på bordet.

Blog
Instagram
Facebook

Prøv også