Ostekurve med sommersalat
Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Her får du Sabrina Hørups opskrift på ostekurve med sommersalat.
Opskriften er udviklet af Sabrina Hørup
Foto af Signe Bay
Ingredienser ( 4 personer som forret eller appetizer )
Ostekurve
- 200 g Tange Sø Ost fra Mammen eller anden lækker fastmodnet ost
- 1 håndfuld hakket persille
Sommersalat
- 50 g rucola, feldsalat, salatmix eller lignende
- 80 g friske hindbær
- ½ fennikel
- 50 g ost efter egen smag
- 30 g hasselnødder
Sennepsvinaigrette
- 1 tsk. dijonsennep
- 1 tsk. honning
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. æblecidereddike
- Salt og peber
Sådan laver ostekurve
Riv osten og bland den sammen med den hakkede persille. Fordel osten i cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag osten ved 200 grader i 8-10 minutter, til den er smeltet og let gylden. Tag de smeltede ostecirkler ud af ovnen og form dem med det samme til kurve over en lille skål, som er vendt på hovedet. Osten stivner hurtigt, så lav evt. kun en eller to ad gangen.
Sådan laver sommersalat
Vask og del salaterne i stykker, der passer til kurvene. Snit fenniklen i fine skiver på mandolin eller med en kniv. Sæt hasselnødderne i ovnen på 200 grader, til de begynder at tage farve (10-15 minutter). Rul skallen af mellem håndfladerne. Hak til grove stykker og rist evt. videre i ovnen efter behov. Smuldr osten i små bidder.
Sådan laver du sennepsvinaigrette
Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.
Anretning
Fordel salat, fennikel, bær og ost i ostekurvene og pynt med de ristede nødder. Server dressingen ved siden af.
Sabrina Hørup
Sabrina blogger om mad på thestruggleisreal.dk og arbejder til dagligt som selvstændig med at udvikle opskrifter, fotografere og skrive – især om mad. Den nemme hverdagsmad, som er til at gå til, er som regel udgangspunktet, men kun køkkenfantasien sætter grænsen.