Ravioli med friskost, grillet squash og friskostcreme med brunet smør
Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Haver og butikker bugner af sprødt årstidsgrønt, og vi vil gerne vise dig, hvordan du kan udnytte ostens fænomenale køkkentekniske egenskaber og smagsforstærkende effekt i en række udvalgte grøntsagsretter til hverdag og fest. Her får du Mikkel Bækgaards opskrift på Ravioli med friskost, grillet squash og friskostcreme med brunet smør.
Opskriften er udviklet af Mikkel Bækgaard
Foto af Signe Bay
Ingredienser ( 4 personer til forret )
Pastadej
- 3 æg
- 250 durummel
Raviolifyld
- 1 squash
- 200 g Arla Unika Loke eller anden god friskost
- 1 spsk. friskhakket persille
- 6 squashblomster
- 1 tsk. fintrevet citronskal + saft
- 1 pisket æg til samling af ravioli
- Salt og peber
Grillet squash
- ½ squash gemt fra fyldet
- Olivenolie
- Salt og peber
Friskostcreme med brunet smør
- 100 g smør
- 75 g friskost
- 2 spsk. varm mælk
- ½ tsk. citronsaft
Pynt
- Bredbladet persille
Sådan laver du pastadej
Ælt æg og mel godt sammen til en fast dej. Lad dejen hvile en halv times tid i køleskabet. Rul dejen ud på en pastamaskine – først igennem tykke indstillinger og efterhånden tyndere og tyndere, indtil du har meget tynde plader. Læg pastapladerne på et bord med mel strøet ud over.
Sådan laver du raviolifyld
Halver squashen på langs og gem den ene halvdel til senere. Riv den anden halve squash på et rivejern. Drys en anelse salt over den revne squash og lad den trække i ca. 10 minutter. Knug så meget vand ud af squashen som muligt. Rør Loke eller anden friskost med citronskal, finthakket persille, revet squash, citronsaft og smag den til med salt og peber. Fjern støvdragerne på squashblomsterne og hak 2 af dem fint og rør dem i cremen. Gem de 4 andre blomster til pynt.
Sådan laver du grillet squash
Skær squashen i tynde skiver på langs. Vend skiverne i olivenolie, en anelse salt og peber og grill skiverne ca. 1 minut på hver side.
Sådan laver friskostcreme med brunet smør
Smelt smørret i en kasserolle og lad det koge ved lav varme, indtil det bruner. Det gør det, når det holder op med at boble og skumme, og det dufter af nødder. Varm mælk op i en gryde eller en mikroovn. Kom friskost, 75 gram af den brunede smør, mælk og citronsaft i et bæger og blend det grundigt og luftigt sammen med en stavblender.
Sådan laver du raviolierne
Placer en teskefuld fyld på pastapladerne med ca. 4 cm mellemrum. Pensl pastapladen godt med det piskede æg og læg en pastaplade forsigtigt oven på. Tryk godt ned rundt om fyldet, så de to plader lukker helt tæt sammen. Skær raviolierne ud med en kniv eller en raviolirulle.
Kog raviolierne 2-3 minutter i godt saltet vand.
Anretning
Placer friskostcremen nederst i en tallerken. Kom to raviolier ovenpå og anret den grillede squash rundt om (evt. i små ruller). Dryp med citronsaft og resten af det brunede smør. Pynt med bredbladet persille og en frisk squashblomst.
Mikkel Bækgaard
Mikkel er freelance-madjournalist og madblogger på Mikkels Madblog. Han skriver om gastronomi, rejser og det gode liv for bl.a. Politiken, Jyllands- posten, Mad&Bolig, Isabellas og Femina. Karrieren som madskribent startede på Mikkels Madblog, som han stadig holder af at lægge sine opskrifter op på.
Prøv også
Pasta med bagte tomater og økologisk flødeost
Majspassion står bag denne pasta med bagte tomater og økologisk flødeost. Nem ret med masser af smag.
Pasta Amatriciana med økologisk hård ost. Nem italiensk klassiker
Gourministeriet står bag denne pasta amatriciana med hård ost. Den simple pastaret er både nem, hurtig at lave og en stor favorit!
Bagt pasta med cremet tomatsauce og økologiske oste
Påsketærte med grønne asparges, cherrytomater, ostecreme & pesto. Perfekt til påske - og resten af året.
Pastaret med asparges, bacon & ost
Prøv Mummums pastaret med asparges, bacon & ost. En nem men vanvittig lækker ret med ost.
Vegetarisk opskrift med ost: Pasta med sovs af blåskimmelost
Lækker vegetarisk opskrift på pasta med blåskimmelostesauce og bagte rødbeder. Se her, hvordan du laver en vegetarret med ost og masser af grønt.
Nemt grøntsags-pastafad med bagt salatost
Nemt og godt! Kom alle ingredienser i et fad, og efter en tur i ovnen har du den lækreste pastaret.