Tærte med ost, rosmarin og bær

Af Sabrina Hørup for Ost & ko
Foto af Signe Bay

Ingredienser ( 6 små tærter eller 1 stor tærte )

Tærtebund

  • 160 g mel
  • 50 g flormelis
  • 75 g koldt smør i tern
  • 1 æg
  • 1 knsp. salt
  • 1 spsk. finthakket rosmarin

Fyld

  • 100 g Arla Unika Loke eller anden friskost, flødeost eller gedeost
  • 50 g cremefraiche 18 %
  • 1 spsk. flydende honning
  • 1 æg

Anretning

  • Frisk rosmarin
  • Bær og frugt

Sådan gør du

Tærtebund

Saml alle ingredienser til bunden hurtigt til en homogen dej – ælt endelig ikke for meget. Pak dejen ind i film og lad den hvile i køleskabet et par timer. Rul enten dejen ud og udstik cirkler, der passer til dine forme, eller mas bare dejen ud i formene med fingrene. Stik bundene med en gaffel. Bag tærterne i ovnen ved 180º i 10-13 minutter, til bunden er let gylden.

Tærtefyld

Rør en creme af friskost, cremefraiche, honning og æg. Brug evt. en stavblender, hvis den er svær at få glat. Fordel fyldet i tærterne.

Bagning og anretning

Færdigbag tærterne i ovnen i ca. 10 minutter, til cremen er fast og let gylden. Pynt med friske rosmarinkviste og bær og frugt efter smag.

Find flere tærteopskrifter her