2020 har udviklet sig til et historisk år for hjemmeferier, og det har fået behovet for vejledning til lokaloplevelser til at eksplodere – ikke mindst på madscenen. Nu står et nyt digitalt kort klar til at guide alle Danmarks ostenørder i retning af landets bedste osteoplevelser direkte fra mejerier, ostehandlere, gårdbutikker og spisesteder. Bag initiativet står ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller fra Ostesnak, der indtil videre har kunne stikke hele 105 nåle i kortet. 


Foto af Liv Møller Kastrup.


Når danskerne i den kommende tid sætter sig i bilen eller på cyklen for at komme rundt i det danske sommerland, står madoplevelser formentlig højt på agendaen for mange. Og hvorfor ikke benytte årets staycation til at komme helt tæt på landets bedste mejerister og osteforhandlere og høste landets mange kvalitetsoste direkte fra kilden? 

Det er nu blevet nemmere end nogensinde før med hjælp fra #Osteruten2020: Et nyt, omfattende osteindex sat i verden af ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller, der også står bag bloggen Ostesnak.

Kortet kan den kommende tid følges på alle Ostesnaks kanaler, lige som du kan bruge kortet direkte i Google Maps – og ønsker du at dykke endnu dybere ned i ostemassen, kan du også få det fulde overblik over alle Danmarks 50 osterier via Ost & kos store Danmarkskort.

Mere end at købe ost 

I Frankrig slanger osteruten “Route du Fromage” sig gennem ostelandskabet, hvor der altid ligger et gårdmejeri gemt lige om hjørnet. På samme måde bliver det i år muligt at lade sig guide direkte til de mange danske producenter, der hver dag bidrager til en stadig stærkere dansk ostekultur.

Nogle mejerier har tradition for at lukke sommergæster ind på mejeriet, men det står corona-situationen i vid udstrækning i vejen for denne sommer. Mange steder kan man til gengæld enten nyde en frokost på stedet eller købe lækre osteanretninger med hjem til sommerhuset. Og vigtigst af alt kan man se frem til kyndig vejledning og gode historier fra de mange passionerede ostemagere, der med garanti tager imod besøgende med åbne arme.

“Blot det at møde en ildsjæl, der kan fortælle om ostene, dyrene eller livet som ostemager, er utroligt berigende,” påpeger Camilla Bojsen-Møller. 

Stadig plads til flere

Udover at trække på sin egen osteviden har Camilla Bojsen-Møller også rakt ud til sit omfattende netværk i jagten på de bedste tips til gode steder at besøge. Og ostebloggeren er stadig på jagt efter oplevelser, der kan deles for at gøre #Osteruten2020 komplet.

“Mejerier og ostebutikker har jeg nogenlunde styr på, men jeg er overbevist om, at der findes mange flere steder, der værdsætter ost. Ofte er det mindre og måske lidt oversete steder, men kommer osteelskerne først derud, så vil de få en fantastisk oplevelse,” fortæller Camilla Bojsen-Møller og opfordrer folk til fortsat at tippe hende på camilla@ostesnak.dk

Du kan følge udviklingen af #Osteruten2020 på Ostesnaks Facebook, Instagram og på Google Maps. Ost & ko’s kort over danske osterier findes her.