IB MADSEN + NICK NØRREBY
THISE MEJERI


Hvad driver dig til at lave ost?

Ib: Jeg er dybt fascineret af, at vi kan ramme den samme smag og konsistens hver eneste gang. Det første jeg gør hver morgen er at tjekke, hvordan ostene har udviklet sig natten over. Det er en stor drivkraft.

Hvad er det sværeste ved at lave ost?
Nick: Hver dag har vi en ny råvare, og selv små ændringer i starten kan have store konsekvenser for slutproduktet. Så du er nødt til at følge osten tæt hele vejen, hvilket er udfordrende – men spændende!

Hvad er en god ost?
Nick: Det er en ost fra Thise! Ej, det er jo en ost, hvor man kan smage, at håndværket har været i orden. Det er en ost med dybde, der giver mange forskellige oplevelser, inden man er færdig med den.

Hvilken ost er din bedste?
Ib: Det er vores halvfaste skæreost Jens Langkniv, som har lagret i Hjerm Kalkmine under optimale forhold, så vi kan få den helt rigtige smag frem i osten.

Fortæl om dit livs største osteoplevelse
Nick: Det må være, da jeg i 2008 var med til at vinde Gourmetprisen for Vesterhavsosten. Jeg havde været på mejeriet i et år og havde været med til at udvikle osten, og vi slog mange dygtige konkurrenter den dag. Det var en kæmpe oplevelse!
Ib: For nogen tid siden ringede min datter fra en gourmetrestaurant i København og råbte: “Far! Vi får Vesterhavsost!” Så bliver man glad.


OSTESTJERNER

De er håndværksmæssige ekvilibrister og teknikere til fingerspidserne. De er kreative, visionære og gastronomisk nyskabende. I serien “Ostestjerner” sætter Ost & ko fokus på de stjerne-ostemagere, som står bag Danmarks bedste oste.