Flere end 850 osteelskende københavnere gæstede i weekenden landets fedeste festival for kvalitetsoste, Cheese Copenhagen 2018, som løb af stablen ved TorvehallerneKBH. Her kunne de smage 136 af Danmarks vildeste oste og verdens måske bedste mac ‘n’ cheese.

 

Det var en grå novemberdag, som den slags er flest, men under teltdugen var stemningen høj og smilene store. Mejeriforeningen og ostekulturkampagnen Ost & ko havde indbudt ostedanmark til endnu en runde ostefestival i hovedstaden, og denne gang var festlighederne rykket til landets gastronomiske epicenter ved TorvehallerKBH i det centrale København. Det fik flere end 850 osteaficionadoer ud af lørdagsrøret og ind på de toppede brosten, hvor festivalens telt bød sig til med et rekordstort antal osterier og medfølgende oste til smagning.

Største smagning af specialoste på dansk jord
Den omfattede udstillerliste talte 28 osterier og osteserier, som tilsammen havde medbragt 136 af deres bedste oste til fri smagning for dem, der havde løst adgangsbillet – eller endnu ikke var fyldt 13 år. Flere ostemagere mente, at det var den største smagning af danske specialoste, der nogensinde er set på dansk jord. Enkelte udstillere serverede også mælk, yoghurt og smør som supplement til ostene, og Arla Unika havde til lejligheden tilberedt sin nu legendariske mac ‘n’ cheese med tre Unika X-oste. 940 serveringer af verdens måske bedste mac ‘n’ cheese blev langet over disken til de oplevelsessultne festivalgæster. Og for dem, hvis appetit gik lige så meget på osteviden som på smagsprøver, afviklede Ost & ko i samarbejde med den fødevarepolitiske bevægelse Slow Food et fyldigt program af foredrag, smagninger, demonstrationer og samtaler i det tilstødende scenetelt. Det var en dag med rigelig stimulans for både mave og hjerne.

Ost til folk i alle aldre
Et blik ud over den ostegnaskende folkemængde afslørede et broget landskab af børnefamilier, kærestepar på lørdagsudflugt, madprofessionelle, osteklubber og osteglade grupper af venner og studerende fra både ind- og udland og i alle aldersklasser. “Hvad jeg synes er særligt imponerende,” bemærkede direktør i Ostebørsen Birgitte Kastrup, “er, at her er så mange unge mennesker. Det er notorisk svært at få de unge med, når det handler om ost, men her er jo fyldt med unge, som virkelig går op i tingene. Det er så imponerende!”

Fyldig medieomtale
Forud for festivalen havde det enestående osteorgie tiltrukket sig stor opmærksomhed både i pressen og på sociale medier. Flere end 400.000 Facebook-brugere og 20.000 Instagram-brugere nåede dagens aktiviteter ud til alene via Ost & kos og TorvehallerneKBH’s kanaler. Og fra festivalchef Rasmus Holmgårds besøg i P4 Weekend og i P1 Morgen til Politikens opfordring til at “gå gonzola i ost“, I Love Copenhagens weekendguide, migogkbh’s ønske: “må osten være med jer“, bloggeren Camille Majas guide til novemberoplevelser og børneapp’en Golittles kærlige advarsel om festivalens antageligt farligste ost, den 126 uger gamle samsø fra Asaa Mejeri, var foromtalen fyldig og begejstret, og det samme er den efteromtale, der så småt rammer æteren de her dage, som fx Fødevarefokus’ artikel “Bidrag til ostens fremtid“, der indledes: “I weekenden rundede ostekampagnen Ost & ko året af med et ostebrag af kaliber. Toppen af ostepoppen var samlet ved Torvehallerne, for at fremvise deres pragtprodukter for et ostehungrende publikum.”

Magasinet Ostekultur
Gæsterne forlod teltet med maver og tasker fulde af ost, og med sig fik de et eksemplar af den seneste udgave af Ost & kos magasin Ostekultur, som udkom i forbindelse med festivalen. Magasinet indeholder portrætter og omtale af adskillige af de ostemagere og oste, man kunne møde på dagen. Nåede du ikke at få magasinet med hjem, kan du læse det her.