Ingredienser

4 personer

Syltede kirsebær
300 g kirsebær
1 dl kirsebærsirup eller en almindelig sirup
2 spsk sukker
Korn fra ½ stang vanilje
4 spsk madeira 

Syltede løg
2 små rødløg
1 dl vand
1 dl sukker
1 dl kirsebæreddike 

Pumpernickel-crumble
4 skiver pumpernickel
50 g smør
Et nip groft salt

100 g danablu ost, både 50+ og 60+ passer fint

Pynt
Grannåle eller frisk rosmarin

HAR DU OGSÅ EN FANTASTISK OPSKRIFT MED OST?

Deltag i opskriftkonkurrencen og vind op til 6.000 kr.

Læs mere

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 180°

Syltede kirsebær
Halver kirsebærrene og fjern stenene. Varm sirup og kirsebær op i en lille gryde og tilsæt sukker, vaniljekorn og madeira.

Kog blandingen ved jævn varme og uden låg i ca. ½ time, eller til saften er blevet sirupsagtig. Rør af og til – men forsigtigt så bærrene ikke går i stykker.

Syltede løg
Pil løgene og halver dem fra rodspids til top. Del dem i blade. Bring vand, sukker og kirsebæreddike i kog i en lille gryde. Tilsæt løgbladene og kog dem ved svag varme og uden låg i ca. 10 min. Løgbladene skal stadig have lidt bid og kant.

Pumpernickel-crumble
Hak brødet fint. Lad smørret blive gyldent i en pande, tilsæt brødet og rist det under omrøring i et par min. Fordel brødet på en plade med bagepapir og rist det midt i ovnen i ca. 10 min. eller til det er helt sprødt. Fordel det sprøde brød på fedtsugende papir.

Ved serveringen
Del osten i mindre stykker. Anret kirsebær med lidt sirup på fire tallerkener og herpå løgskaller, pumpernickel-crumbel og ost. Pynt med grannåle.

Denne opskrift er modificeret af Ost & ko efter den originale opskrift på dinnerbymartin.

Derfor er Martins opskrift blandt de udvalgte

“Sofistikeret uden at være kompliceret at tilberede. Sammensætningen af råvarer skaber en god klassisk, men alligevel ny smagskombination. Retten kan bruges både som starten eller afslutningen på en middag.”

Sådan sagde Ost & kos skarpe dommerpanel bestående af Kenneth Hansen, køkkenchef på Svinkløv Badehotel, Winnie Pauli, seniorkonsulent ved Landbrug & Fødevarer, og Sanne Muncken, gennem flere end 25 år ansat i Karolines Køkken bl.a. som kreativ leder.

Udvalgt under temaet “Ost – i nye klæder” og honoreret med 1.000 kr.

Martin Bruun

Martin Bruun

Madblogger

Martin Bruun stammer fra Sønderjylland, men er bosat i København. Han blogger på dinnerbymartin med madfokus på klassisk velsmag med et nordisk udtryk. Du kan også finde dinnerbymartin på Instagram.