Stjernebrød med ost

Et klassisk stjernebrød, der hører julen til – men her med det lækreste ostetwist. 

Dej smurt med cremet hvidløgsost og drysset med to slags hårde oste. Osten smelter imellem hvert lag, og duften… ren magi i hele køkkenet.

 

Ingredienser ( 6-8 personer )

Brød

  • 25 g gær
  • 2 dl lunken mælk
  • 1 spsk honning eller sukker
  • 1 æg
  • 440 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 75 g blødt smør

Fyld og topping

  • 150 g hvidløgs flødeost
  • 80 g lageret havarti, fintrevet
  • 50 g gouda, fintrevet
  • Sammenpisket æg til pensling
  • Sesam og birkes

Sådan gør du

Rør gæren ud i mælken og tilsæt honning og æg.

Bland mel og salt, og tilsæt det lidt ad gangen, og rør dejen, på maskine, til alt melet er æltet ind i dejen.

Tilsæt derefter smørret i tern, og ælt dejen godt igennem, til den slipper kanterne. Det tager 5-8 minutter alt efter styrke på maskinen.

Smør hænderne med lidt olie eller fugt dem med lidt vand, form dejen til en kugle, og læg den tilbage i skålen. Dæk med film og et klæde, og lad dejen hæve et lunt sted i en times tid.

Del dejen i 4 lige store stykker, og form disse til boller. Mas hver bolle let flad, og rul dem ud på et let meldrysset bord til cirkler med en diameter på ca. 30 cm

Smør 3 af fladerne med flødeost - lad den sidste være neutral.

Læg den ene cirkel med flødeost på et stykke bagepapir, og fordel halvdelen af havartiosten herpå. Læg den næste cirkel med flødeost på toppen, og drys denne med gouda. Læg nu sidste cirkel med flødeost på toppen, og drys denne med det sidste havarti. Alle cirkler med flødeost skal vende med flødeosten opad. Slut af med den sidste cirkel som er neutral og mas cirklerne let sammen.

 *Jeg flytter først cirklen til en bageplade når den er skåret og skal til at formes til en stjerne - jeg flytter nemt bagepapiret til bagepladen med en pizzaspade. Synes du det er bøvlet, kan du samle den på bagepladen fra start - naturligvis på bagepapir.

Læg en tallerken med en diameter på ca. 28 centimeter på toppen af dejen, og skær overskydende dej af, så du får en flot rund cirkel.

Den overskydende dej kan du lige lave om til 2-3 snurrer.

Sæt et glas på cirka 6-7 centimeter i midten af cirklen, og snit nu dejen i 16 lige store strimler – ud fra glasset.
Det gøres nemmest ved først at dele dejen i 4 lige store stykker, der hver deles i 2 og disse deles derefter i endnu 2 stykker. Fjern derefter glasset.

Flyt bagepapiret med dejen til en bageplade - hvis du ikke har samlet dejen herpå allerede.

Løft nu 2 "strimler", én i hver hånd, og sno dem 3 gange rundt – væk fra hinanden. Tryk enderne godt sammen på den høje led, så de slutter tæt i spidsen. Fortsæt til du er nået hele vejen rundt, og brødet ligner en stjerne.

Læg et let fugtigt klæde over toppen, og lad brødet efterhæve i ca. 30 minutter.

Pensl stjernebrødet med sammenpisket æg, og drys med sesam og birkes.

Bag stjernebrødet i en forvarmet ovn ved 200 grader, almindelig varme, i ca. 16-18 minutter.

Lad det køle let af inden servering.