Osten har sin faste plads til danskernes julefrokoster, og ostehandlerne melder om stor interesse for lagrede og specialoste op til jul. Men selve juleaften er der ikke ost på bordet.

 

Af madskribent Mira Arkin

For danskerne er ost et fast indslag til årets mange julefrokoster. De fleste julefrokoster består af de sædvanlige traditionelle juleretter, og rigtig mange gør også plads til ost, før risalamanden serveres.

I ostebutikken Helges Ost på Værnedamsvej på Frederiksberg sælges der især meget gammel stærk danbo i juletiden. Forpagter Keenie Jørgensen fortæller, at folk vil have til en gammeldags ostemad med sky, sennep og løg til julefrokosten. Men det er ikke kun dansk ost, der sælges i den lille butik:

”Til jul køber folk mere ekstravagante oste end i løbet af resten af året. Den franske ost Mont d’Or er en storsællert. Den er spændende, fordi det er en sæsonost, og fordi den har en størrelse, som gør den ideel at dele med gæster.” Keenie Jørgensen oplever, at butikken til jul kan tage flere spændende oste hjem, da julen – sammen med påsken – er den tid på året, hvor kunderne vil bruge flere penge end normalt på ost.

Søde, milde og oste, man kan tale om

Helges Ost tager også en fuldfed ost med trøffel fra Bourgogne hjem – samt blandt andet specielle gedeoste rullet i aske og flere råmælksoste. ”Julen byder på festlige lejligheder, hvor folk synes, det er sjovt med oste, man kan tale lidt om. Det gider de ikke, når de spiser ost en almindelig fredag aften til Vild med Dans”, uddyber Keenie Jørgensen.

Ud over de eksklusive oste fra Frankrig efterspørger julens kunder i butikken på Frederiksberg også milde og søde oste som fx nødderuller. Samme type ost er også populær ude i dagligvarehandlen. Michael Simonsen er souschef i Rema1000 i Børkop ved Vejle. Her er rouladeoste med smag de eneste ekstra oste, der tages ind i sortimentet til jul. Michael Simonsen fortæller: ”Hos os handler det mere om, at skaffe større mængder hjem af det daglige sortiment. I julen ser vi en stigende efterspørgsel på visse oste. Vi sælger især meget brie og camembert til julebordene.”

Selv om der er masser af ost at finde til julefrokosterne rundt om i landet, gælder det stadig for både en specialbutik som Helges Ost på Frederiksberg og for en dagligvarebutik som Rema1000: der er ikke ost på menuen selve juleaften.

Julen byder på festlige lejligheder, hvor folk synes, det er sjovt med oste, man kan tale lidt om. Det gider de ikke, når de spiser ost en almindelig fredag aften til Vild med Dans.

Keenie Jørgensen

Helges Ost, Frederiksberg