Bliv meget klogere på opbevaring af ost, hvordan en ost skal pakkes ind, og hvor længe den kan holde sig i både køleskab og fryser. 


Af Tilde Mariann Broge-Starck

Opbevaring af ost. Nogle vil mene, at ost holder sig bedst i en kold kælder dækket af et fugtigt klæde. Der er noget om snakken, men har du ikke planer om at inddrage parcelhusets krybekælder til fadebur eller om at grave ud til en ny underetage i den nærmeste fremtid, er der selvfølgelig andre – og mere praktiske – metoder. Her giver vi dig et overblik over, hvordan ost opbevares bedst, hvordan den skal pakkes ind, og hvor længe den kan holde sig i henholdsvis køleskab og i fryser. 

 

Sådan pakker du ost ind

Din ost holder sig bedst, hvis du pakker den ind i voksbehandlet papir til lige præcis det formål. Du kan købe det online flere steder under navnet ostepapir. Alternativt kan madpapir bruges. Herefter lægger du osten i en tætsluttende plastikboks eller osteklokke.

Selv om det kan synes som en lige så praktisk løsning, bør du aldrig opbevare ost i en plastikpose.  Osten er en levende organisme, der afgiver dampe, og pakker du den for godt ind, forhindrer du den i at ånde. I værste fald vil den danne en blank hinde, du vil skulle skære fra inden servering – det er spild af god ost. Af samme grund skal du også undgå at bruge staniol eller madfilm, når du pakker ost ind. 

 

Hvor længe kan ost holde sig i køleskabet?

Det afhænger af ostetypen. Faste, gule oste kan du opbevare i køleskabet i 3-4 uger. Flødeost og bløde oste som brie, camembert og skimmeloste kan holde sig 4-5 dage på køl, når emballagen er brudt. Du forlænger iøvrigt holdbarheden ved at sørge for god køkkenhygiejne. 

 

Kan ost fryses?

Ost, der indeholder minimum 25% fedt, kan fryses, men kan ikke siges at være generelt fryseegnet. Nogle oste smuldrer, og bløde oste som hvid- og blåskimmel bliver grynede af en tur på frost. Flødeoste og hårde oste som parmesan bør ikke fryses. 

Er ostens konsistens ikke længere behagelig at spise, kan du i stedet bruge den i madlavning – der findes et utal af appetitvækkende opskrifter med ost. Frys desuden osten i små portioner og optø dem langsomt i køleskabet, når du skal bruge dem. Du kan også rive osten inden, den fryses, og bruge den som gratinering eller skære den i skiver og optø den lidt ad gangen. I det tilfælde skal du huske at lægge madpapir mellem skiverne for at undgå, at de hænger sammen. 

Se her for at læse mere om, hvordan du fryser ost.

 

Hvor længe inden servering skal osten ud af køleskabet?

For at opnå det bedste smagsindtryk bør du altid servere ost ved stuetemperatur. Derfor skal du tage osten ud af køleskabet i hvert fald en halv time, inden den skal serveres, og allerhelst 1-2 timer før, hvis det er muligt.

 

Hvor længe kan ost holde sig udenfor køleskabet?

De fleste oste behøves i princippet ikke at blive opbevaret på køl, men længere tid uden for køleskab vil have indflydelse på modningen og ostens udvikling. Flødeoste kan derimod kun holde sig et par timer på et ostebord ved stuetemperatur. 

 

Er osten for gammel?

Hvis osten smager eller lugter dårligt eller markant anderledes, end da den var yngre, bør du smide den ud. Finder du mug på din ost, bør du også overveje, om den skal smides ud – selv om det er usandsynligt, at det vil udgøre en egentlig sundhedsfare. 

På hvidskimmeloste vil uvelkommen mug typisk være grøn eller grønlig, mens fremmed skimmel på blåskimmeloste ofte vil være enten rød eller sort. Finder du skimmel på en gul, fast ost, kan du ifølge Fødevarestyrelsen blot skære området med mug fra.

 

Kilder: Arla, Forbrugerrådet Tænk, DTU.