Opskrift af Emilie Qvist Kjærgaard
Foto af Stine Christiansen for Mejeriforeningen

Vanedannende nydelsesmiddel med populærkulturelt udspring i Guds eget land. Her har vi droppet den traditionelle cheddar til fordel for nogle gode lokale, økologiske oste.

Ingredienser

Til 4 personer

400 g makaroni
25 g smør
25 g mel
3 dl sødmælk
1 dl fløde
2 dl revet økologisk ost
1 dl revet økologisk mozzarella
1 dl rasp
1/2 tsk. paprika
Salt og peber

Sådan gør du

Forvarm ovnen til 180 grader.
Kog pastaen i saltet vand, til den er al dente. Dryp med lidt olivenolie, så den ikke klistrer sammen.
Smelt smør i en gryde. Tilføj mel og rist af under omrøring.
Tilsæt herefter mælk lidt ad gangen under omrøring, så du undgår klumper. Tilsæt fløden til sidst. Kog godt igennem.
Tilsæt halvdelen af den revne ost til saucen.
Rør godt rundt, og smag til med salt, peber og paprika.
I et ildfast fad kommes halvdelen af pastaen, halvdelen af saucen, derefter resten af pastaen og resten af saucen. Dæk overfladen med resten af osten, og drys med et let lag rasp.
Bages i ovnen i cirka 20 min. Osten skal være smeltet, og raspen skal være gylden.
Servér som hovedret med en stor grøn salat eller som tilbehør til hvad som helst.