Opskrift af Emilie Qvist Kjærgaard
Foto af Stine Christiansen for Mejeriforeningen

Mexicansk nationalklenodie og verdensklassesnack til enhver lejlighed. Udnyt mozzarellaens perfekte smelteevne, eller brug den ost, du har i køleskabet.

Ingredienser

Snack til 4 personer

8 stk. hvedetortillas
4 håndfulde revet økologisk mozzarella
1 stort løg
1 mellemstærk chili
50 g smør
1 dl økologisk cremefraiche 18 %
2 stk. avokado
1 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
1 limefrugt
Salt

Sådan gør du

Opvarm en pande til middel varme, og smelt en god klat smør på den.
Snit løg og chili helt fint.
Dæk en tortilla med reven ost og løg/chili-blandingen. Læg en tortilla ovenpå, og steg på panden. Det er vigtigt, at der er godt med smør på panden, og at panden ikke er for varm. De skal stege cirka 4-5 min. på hver side, uden at blive brændte, men varme nok til at osten smelter.
Vend tortillaen, og pres den evt. lidt sammen med undersiden af paletkniven.
Fortsæt med at fylde tortillas og bage dem.
Imens laves guacamolen ved at mose avokadoerne i en passende skål, tilsætte fintrevet hvidløg, lidt olivenolie og smage til med salt. Behold avokadostenen i guacamolen, så bliver den ikke så hurtigt brun.
De færdigbagte quesadilla’er skæres i kvarte og serveres lune med cremefraiche, guacamole og lidt lime.