Kast dig ud i den nordfranske klassiker Tarte Flambée, der er perfekt at lune sig på i koldt vintervejr. Mira Arkin fra Miras madblog har til Ost & ko udviklet en særlig version, der er perfekt som en festlig hapser eller snack.   

Opskrift og fotos af Mira Arkin.

Opskriften er beregnet som snack til 6-8 personer.

Dej

125 g durummel
125 g tipo 00 hvedemel
3 spsk. olivenolie
1 tsk. groft salt
1½ dl koldt vand

Fyld

200 g cremet hvidskimmel eller rødkitost, fx Brillat-Savarin
75 g flødeost
salt og sort peber
150 g jordskokker
6 skiver lufttørret skinke fx parma eller speck
2 spsk. friske timianblade
25-50 g frisk sort trøffel

Til dejen blandes de to slags mel med olivenolie, salt og vand. Ælt dejen let sammen, pak den ind i plastfolie eller læg et fugtigt viskestykke over, og lad dejen hvile en halv times tid på køkkenbordet.

Del dejen i to og rul hvert stykke meget tyndt ud direkte på bagepapir. Varm to bageplader i ovnen, til ovnen er 240ºC.

Bland halvdelen af hvidskimmel eller rødkitosten sammen med flødeost. Og lad gerne skorpen på din hvidskimmel eller rødkit være på – det giver kun mere karakter og smag. Fordel blandingen på hver bund og smag til med salt og peber. 

Skrub jordskokkerne rene og skær dem i meget tynde skiver – gerne med et mandolinjern. Læg jordskokkerne ovenpå osteblandingen på dejen. Læg parmaskinke på og drys med lidt timian (gem lidt til servering).

Tag de varme bageplader ud og hiv forsigtigt bagepapir og de to tarte flambées over på pladerne, og kom dem tilbage i ovnen. Bag tærterne i ca. 10 min. Fordel resten af osten over, når de kommer ud af ovnen, så den smelter en smule. Riv frisk trøffel over tærterne og drys med resten af din timian. Skær i små hapsere, og server straks, mens din tarte flambée er varm og sprød.

Se flere opskrifter på tærter med ost – og se også vores mange opskrifter på pasta med ost og flere opskrifter med ost som forret.