Af Mikkel Bækgaard for Ost & ko

4 reder til julefrokostbordet

Butterdejsreder
1 butterdejsplade
Mel til bordet

Rul butterdejen tyndt ud på et meldækket bord. Stik butterdejen ud med en skål på ca. 10 cm i diameter. Stil et glas, der kan tåle varme, oven på hver af de runde butterdejscirkler og bag dem i ovnen ca. 15 minutter ved 200º, til de er gyldne og hævet op. Hæver midten op, hvor glassene står, kan du punktere dem og sætte glassene oven på igen, så det kun er kanterne, der hæver.

Blåskimmelcreme
75 g blåskimmelost
75 g cremefraiche 18 %

Bland blåskimmelost og cremefraiche og blend til en ensartet creme med en stavblender.

Honningristede valnødder
2 spsk. valnøddekerner
1 spsk. honning

Smelt honningen på en pande og rist valnødderne gyldne i honningen. Pas på, at de ikke bliver sorte. Læg de ristede valnødder på en tallerken og lad dem køle af.

Salat
1 confiteret andelår fra dåse
2 stængler grønkål
2 spsk. tørrede tranebær
½ rødløg eller 1 skalotteløg

Varm andelåret i ovnen ved 250º, til skindet bliver godt sprødt. Tag det ud og pil kødet fra hinanden med en gaffel i flotte trevler. Nip grønkålen og riv den i små stykker. Skær løget i tynde skiver. Bland andekød, grønkål, tranebær, løgskiver og karamelliserede valnødder.

Anretning
Smør en skefuld blåskimmelcreme nederst i butterdejsreden. Anret salaten oven på.