Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Foråret er landet; om lidt bugner haver og butikker af sprødt årstidsgrønt; og vi vil gerne vise dig, hvordan du kan udnytte ostens fænomenale køkkentekniske egenskaber og smagsforstærkende effekt i en række udvalgte grøntsagsretter til hverdag og fest. Her får du Thomas Alcayagas opskrift på en ostemad hvidskimmelost, konfiteret æggeblomme og rom.


Opskriften er udviklet af Thomas Alcayaga
Foto af Signe Bay


Opskrift på ostemad med hvidskimmelost, konfiteret æggeblomme og rom


Til 4 personer

Ostecreme

125 g Frausing fra Osteriet Hinge uden skorpe eller anden blød og moden hvidskimmelost
Rom efter behag
1 spsk. cremefraiche 38%
Salt og peber

Sådan laver du ostecreme

Fjern skorpen fra Frausingen og hak den i mindre stykker. Lad den stå ude på bordet i 1 time. Rør den sammen med cremefraiche og rom. Smag til med salt og peber. 

Konfiteret æggeblomme

4 æggeblommer
4 dl rapsolie

Sådan laver du konfiteret æggeblomme

Del æggene og kom æggeblommerne i en lille kasserolle og dæk dem med olie. Sæt i ovnen ved 62 grader i en time. Alternativt kan du sousvide æggene hele og dele dem efterfølgende. 

Syltede perleløg

8 perleløg
½ dl eddike
½ dl vand
½ dl sukker
2 laurbærblade
2 stjerneanis
1 tsk. fennikelfrø

Sådan laver du syltede perleløg

Pil perleløgene og halver dem. Kog en syltelage af vand, eddike, sukker og krydderier. Hæld den over løgene og lad dem trække i minimum 1 time. 

Sprødristet rugbrød

4 tynde skiver rugbrød
2 spsk. olie
1 spsk. flagesalt

Sådan laver du sprødristet rugbrød

Skær rugbrødet tyndt og pensel med olie. Drys salt over. Bag ved 180 grader i 10 minutter. 

Pynt

Karse
Spæde kålskud
Blomster af fennikel tallerkensmækker

Anretning

Placer en god skefuld ostecreme i midten af tallerkenen og lav en fordybning i den. Kom æggeblommen heri. Top med sprøde rugbrødsflager, syltede løg, karse, kålskud og blomster.

Thomas Alcayaga
Thomas Alcayaga

Har siden 2012 blogget om alverdens spiseligt og drikkeligt på bloggen Madetmere. I 2015 sprang Thomas ud som kogebogsforfatter, og i dag lever han af at udvikle opskrifter og af madstyling og -skriverier for medier og virksomheder.

j