Bagt selleri med brunet smør, blue cheese cream og grønkålssalat med pære og valnødder

 

Mangler du inspiration til en lækker middag med grønt i hovedrollen? Prøv bagt knoldselleri, der får godt selskab af en creme på blåskimmelost med masser af umami. Den fyldige og ostede grønne hovedret er udviklet særligt til Ost & ko af madblogger fra Marialottes, Maria Charlotte Larsen.

Opskrift og fotos af Maria Charlotte Larsen. 

Opskriften er beregnet til 4 personer.

Knoldselleri og hasselnødder

2 mellemstore knoldselleri
50 g hasselnødder
Salt
20 g friske krydderurter, fx frisk oregano, kørvel eller timian 

Tænd ovnen på 160 °C. Skrub og skræl begge knoldselleri grundigt, og pensl med vand. Tag en bradepande beklædt med bagepapir, og drys 2 tsk. salt på størrelse med omkredsen af hver knoldselleri på bagepapiret.  Sæt de to selleri ovenpå saltet, og drys 1 tsk. salt udover hver selleri. Bag dem hele ved 160 °C i ca. 45-60 minutter til begge selleri er møre, men stadig har lidt bid. Tjek evt. med en kødnål eller gaffel.  

Når sellerierne er færdigbagt, skæres bunden fri for salt. 

Hasselnødderne bages på en bradepande i ca. 15 minutter, mens du alligevel bager knoldselleri. Gnid skallerne af hasselnødderne i et viskestykke, og hak nødderne groft. 

Sæt hasselnødder, brunet smør og krydderurter til side indtil servering. Sellerien kan lunes i ovnen inden servering.

Blue cheese cream

150 g danablu eller anden type salt, fast blåskimmelost
50 g creme fraiche, 18 %
50 g kærnemælk
20 g olivenolie
1 citron
salt og friskkværnet sort peber

Blend ost, creme fraiche, kærnemælk, olivenolie samt saft og revet skal fra citronen til en glat, ensartet creme. Smag til med salt og peber.

Grønkålssalat

300 g grønkål
2 pærer
50 g grovkornet sennep
20 g hvidvinseddike
30 g honning
15 g olivenolie
salt og friskkværnet peber
60 g tørrede tranebær
50 g valnødder
1 økologisk appelsin

Skyl grønkålen grundigt og riv i mindre stykker. Kom i en stor skål. Snit pæren fint med en skarp kniv eller på et mandolinjern. Bland i en lille skål eller et glas en dressing af sennep, eddike, honning og olivenolie. Smag til med salt og peber. Vend dressingen med grønkålen, pærerne, tørrede tranebær og grofthakkede valnødder lige inden servering. Anret i en skål og riv appelsinskal over. 

Brunet smør

100 g smør

Kom smørret i en lille kasserolle på medium varme. Lad det bruse langsomt op, og bliv ved med at røre med en ske, til det får en mørk, gylden farve. Sæt til side indtil servering.

Anretning

Anret selleri på en bund af blue cheese creme. Hæld den brunede smør over, og drys med grofthakkede, ristede hasselnødder og dine yndlings friske krydderurter. Server på et fad midt på bordet, med salaten ved siden af i en stor skål. Skær passende skiver af knoldselleri per person, som du ville gøre med en lagkage.

 

Se flere opskrifter på de bedste vegetarretter med ost  – og se også vores mange opskrifter med blåskimmel og opskrifter på salater med ost.