Ost til julefrokost og juleaften: Trine Hahnemanns tips til alle julens lejligheder

 

Julen varer måske ikke helt til påske, men den strækker sig alligevel over mange anledninger – og mange måltider. Her giver Trine Hahnemann sine bedste tips til, hvordan du sikrer osten den bedst mulige plads i julemenuen – fra familiemiddagen juleaften og frem til den sidste af mange julefrokoster, hvor der måske er plads til – og brug for – at eksperimentere en smule mere.

Foto af John Bendtsen

Ost til julefrokosten for familien

Juleaften er bag os, og familiejulefrokosten kan ofte give lidt mere albuerum til at eksperimentere – og snige både mere grønt og mere ost ind i menuen til julefrokosten med familien. 

Drop den klassiske ostetallerken – kom osten i maden

Selv om det er svært at sige andet end gode ting om den klassiske ostetallerken, så kan det være et voldsomt indslag efter and og brun sovs. Sørg for noget lettere og mere tilgængeligt til de mindre osteglade gæster, som f.eks. en god klat Arla Unika Loke friskost med sumak på toppen. Den milde, men lækre og cremede ost suppleres rigtig godt af det mellemøstlige og citrussyrlige krydderi og med godt brød – her et smukt, hjemmebagt fladbrød – har man en skøn, mild osteservering, enten til julefrokostbordet eller som supplement til det efterfølgende ostebræt.

Fuldend salaten til julefrokosten med ost

Mange julefrokostborde savner frisk, grøn balance, så husk at give kærlighed og omtanke til salaterne. Omfavn vinterens sprøde kål, søde frugter og dybe rodfrugter – og bind det hele sammen med den helt rigtige ost. Desuden er der ingen grund til at begrænse sig til det traditionelle ostebræt serveret efter, at sild, medister og grønlangkål for længst er taget af bordet. Det kan sagtens serveres undervejs som en del af måltidet.

Ost til den klassiske julefrokost

Det hænder, at man skal tage del i en julefrokost, hvor traditionerne er mejslet i sten, og for store eksperimenter nærmer sig helligbrøde.

Forvis den billige franske brie og hyld danske oste

Der er for mange kedelige, køleskabskolde brier på julefrokostbordene i december. Jeg springer til hver en tid den ensporede og smagsforladte, franske fedme over til fordel for et af de mange hvidskimlede alternativer, der fås fra lokale, danske mejerier. Den Hvide Dame fra Arla Unika er et af flere gode bud på en hvidskimme- lost, som i dén grad er værd at give en chance i stedet.

Lidt, men godt – vælg en kvalitetsost

Holder man fast i ostebrættet som den traditionelle afslutning på julefrokosten, kan det i det hele taget være en god idé at tænke småt, men kvalitetsbevidst. Efter sild, rødspætte, laks, mørbrad, frikadeller og medister er man ofte så mæt, at der ikke er brug for – eller plads til – et stort osteudvalg af tvivlsom kvalitet. Brug i stedet pengene på få, men gode oste.

Ost til juleaften

Der er mange traditioner at tage højde for juleaften, men selvom man ikke skal pille for meget ved den traditionelle julemenu, er det stadig muligt at give de forskellige indslag et ekstra spark – og her kan ost i høj grad give en hjælpende hånd.

Kom blåskimmelost i sovsen

Ost fungerer fantastisk i sovs, og jeg kommer altid blå ost i min andesovs juleaften. Andefond, indkogt rødvin og ribsgelé bidrager alt sammen til en sødlig sovs, der har godt af modspil fra en skarp blåskimmelost.

Ostet kartoffelgratin

Kogte vinterkartofler kan være en kedelig omgang, og det er heller ikke alle, der elsker de brunede. Et alternativ kunne være en kartoffelgratin, som går perfekt til både and og flæsk. Suppler kartoflerne med knoldselleri, hvidløg og rosmarin, og husk så ellers en generøs mængde umami og salt fra revet Vesterhavsost fra Thise, Naturmælks Høost eller en anden fast modnet.

Læs alle Trine Hahnemanns tips til ost på julebordet