Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Foråret er landet; om lidt bugner haver og butikker af sprødt årstidsgrønt; og vi vil gerne vise dig, hvordan du kan udnytte ostens fænomenale køkkentekniske egenskaber og smagsforstærkende effekt i en række udvalgte grøntsagsretter til hverdag og fest. Her får du Sabrina Hørups opskrift på ostekurve med sommersalat

 

Opskriften er udviklet af Sabrina Hørup

Foto af Signe Bay

Ostekurve med sommersalat

Til 4 personer som forret eller appetizer

 

Ostekurve

200 g Tange Sø Ost fra Mammen eller anden lækker fastmodnet ost

1 håndfuld hakket persille

 

Sådan laver ostekurve

Riv osten og bland den sammen med den hakkede persille. Fordel osten i cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag osten ved 200 grader i 8-10 minutter, til den er smeltet og let gylden. Tag de smeltede ostecirkler ud af ovnen og form dem med det samme til kurve over en lille skål, som er vendt på hovedet. Osten stivner hurtigt, så lav evt. kun en eller to ad gangen. 

 

Sommersalat

50 g rucola, feldsalat, salatmix eller lignende 

80 g friske hindbær

½ fennikel

50 g ost efter egen smag

30 g hasselnødder

 

Sådan laver sommersalat

Vask og del salaterne i stykker, der passer til kurvene. Snit fenniklen i fine skiver på mandolin eller med en kniv. Sæt hasselnødderne i ovnen på 200 grader, til de begynder at tage farve (10-15 minutter). Rul skallen af mellem håndfladerne. Hak til grove stykker og rist evt. videre i ovnen efter behov. Smuldr osten i små bidder. 

Sennepsvinaigrette

1 tsk. dijonsennep

1 tsk. honning

2 spsk. olivenolie

1 spsk. æblecidereddike

Salt og peber

Sådan laver du sennepsvinaigrette

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber. 

 

Anretning

Fordel salat, fennikel, bær og ost i ostekurvene og pynt med de ristede nødder. Server dressingen ved siden af. 

Sabrina Hørup
Sabrina Hørup

Sabrina blogger om mad på thestruggleisreal.dk og arbejder til dagligt som selvstændig med at udvikle opskrifter, fotografere og skrive – især om mad. Den nemme hverdagsmad, som er til at gå til, er som regel udgangspunktet, men kun køkkenfantasien sætter grænsen.

j