Her byder topkok Christian Gadient på en lækker forårsopskrift med lune grønne asparges, sort hvidløgsolie og en sauce på røget ost.

Christian Gadient er opvokset i Østrig og har erfaring fra en række danske Michelin-restauranter, herunder en periode hos AOC og 3 år som køkkenchef på D’Angleterres restaurant Marchal. I dag står han i spidsen for køkkenet på den skønne brewpub Brus på Nørrebro. Her ruster han os til aspargessæsonen med sin opskrift på grønne asparges med sort hvidløg og den skønneste sauce på røget ost.

Opskrift på asparges med sort hvidløg og sauce på røget ost

Forret til 4 personer

Asparges

1 bundt grønne asparges

Trim bunden af aspargesene og skær dem i mundrette stykker af 2-3 cm. Steg dem hårdt af på en tør pande til de mørner lidt og tager farve på overfladen, men stadig har godt med bid. Vend de lune asparges med det meste af den sorte hvidløgsolie inden servering.

Pocherede æg

4 æg (gerne friske, da de har en fastere hvide og derfor trækker færre slørede tråde, når de bliver pocheret)

Hæld godt med vand i en gryde, og varm det op til det skælver, men ikke bulderkoger. Jo flere æg du vil pochere jo bredere bør gryden være. Klæk dine æg i hver deres lille glas, skål eller lignende. Sænk glasset helt ned til vandets overflade og hæld forsigtigt ægget i. Lad æggene simre i 3-4 minutter afhængig af størrelse, til hviden er fast, men ægget stadig er blødt.

Sauce på røget ost

150g røget cheddar
5g sort hvidløg
2,5 dl mælk
120 ml fløde
40 g smør
5 ml citronsaft
Salt efter smag

Skær osten i små tern og hak det sorte hvidløg fint. Hæld derefter fløden i en gryde på mellemhøj varme og kog den ind til det halve. Skru ned til lav varme og tilsæt mælken, osten og det sorte hvidløg. Smelt osten langsomt under omrøring med et piskeris, så intet brænder på i bunden. Kog saucen blidt til den har en god, cremet konsistens. Si den eventuelt, hvis der har dannet sig klumper eller skind. Pisk til sidst smørret i og smag saucen til med citron og salt.

Sort hvidløgsolie

5 fed sort hvidløg
200 ml smagsneutral olie (eks. solsikke)

Hæld olien i en blender og tilsæt det sorte hvidløg. Blend til hvidløget er opløst i olien, hæld det i en beholder og lad det trække i et par timer eller endnu bedre natten over.

Topping

Frisk timian
Ærteskud
Røde stikkelsbær

De forskellige toppings kan nemt varieres efter smag og tilgængelighed – brug fantasien!

Anretning og servering

Anret en dyb tallerken med et par gode skefulde sauce i bunden. Fordel en pæn bunke asparges ovenpå, og top med friske timianblade, lidt ærteskud eller lignende bladgrønt og groft hakkede, røde stikkelsbær. Dryp en skefuld af hvidløgsolien over retten og placer forsigtigt det pocherede æg på toppen.

Alternativt kan retten anrettes efter samme principper i et større, dybt fad og sættes ind til deling ved bordet.