Hvad har Søllerød Kro, formel B, Kiin Kiin, Falsled Kro og Hærværk til fælles? De mener, de kan lave Danmarks svedigste ret med ost som central ingrediens. Sammen med yderligere 5 af kongerigets skarpeste restauranter tester de teorien til et brag af en top-cheesy gastronomisk højoktan-cook-off den 2. december i København. Og du kan være med!

 

Hvor god kan en osteret blive? Søndag den 2. december 2018 kl. 12-16 i CPH Food Space i Kødbyen i København udruller Mejeriforeningen og Ost & ko urpremieren på kokkekonkurrencen “Danmarks bedste osteret 2018”. Formålet er at se, hvor lækker en madret med ost, man kan kreere, hvis ens hænder er skruet fast på en af landets klart cooleste kogekunstnere. Ost er både til hverdag og fest. Den 2. december handler det om sidstnævnte, og du er hermed inviteret med til ostegildet.

Vin, kaffe, ost, østers og fri ølbar for 150 kr. Vi har skruet en lille velsmagende pakke sammen til dig, og for usle 150 kr. får du ikke bare mulighed for at overvære Falsled Kro, Restaurant Hærværk, Kiin Kiin, Søllerød Kro, Jordnær, Trio, MeMu, Restaurant Kanalen, formel B og Restaurant Wilhelm dyste om præmien på 20.000 sunde danske kroner. Du får også en østers fra østersbaren Rouge Oysters med snigpremiere på Arla Unikas creme på Gammel Knas (lanceres officielt i uge 50); et glas grumset vino fra samme bars naturlige vinkort; en lille anretning med tre af de smækre danske oste, som restauranterne anvender i konkurrenceretterne, serveret af ostecaféen Motley; al den velbryggede eftermiddagskaffe fra Kontra Coffee, som du kan hælde i dig; og ikke mindre end aldeles fri og fornøjet ølbar fra Kølster Malt & Øl. Hvabehar!

Knivskarp bedømmelse. De 10 nominerede restauranter er selekteret fra en imponerende pulje af danske toprestauranter af det uhyggeligt kompetente dommerpanel bestående af Helle Brønnum Carlsen, madkritiker på Weekendavisen og madanmelder for White Guide; Lærke Kløvedal, madanmelder på Politiken; Kamilla Seidler, kok og Latin America’s Best Female Chef 2016; og Søren Frank, madanmelder på Berlingske, på baggrund af en beskrivelse af retten, dens idé og den eller de oste, som indgår i den. Selve konkurrencen foregår i CPH Food Space i Kødbyen i København, hvor dørene åbnes kl. 12. Kl. 12.30 serveres den første af de 10 osteretter og herefter med 15 minutters interval indtil kl. 15. Kl. 15.15 udnævnes dagens mand i ostesovs m/k, og præmien overrækkes. Ballet lukker kl. 16.

Beats og beværtning. Til at guide kokke og gæster igennem seancen stikker vi mikrofoner til garvet kulturformidler og grundlægger af kultursitet Heartbeats, Le Gammeltoft, og til Ost & kos egen ostejonglør og tidligere vin- og madanmelder Rasmus Holmgård, som sammen vil kommentere kokkenes arbejde i køkkenet og dommernes vurderinger ved højbordet. Det gør de til et soullabert beat fra dj Rikke Bronx, som holder arbejdstempoet oppe med skæringer fra house til R&B’rie.

Dagsprogrammet ser sådan her ud
12.00 Dørene åbnes for gæster
Retterne afleveres:
12.30 Falsled Kro
– Christoffer Omann + Martin Peter Leth arbejder med en gedeost fra Gundestrup Mejeri
12.45 Restaurant Wilhelm
– Kristofer Josefsson + Annika Frigård arbejder med Naturmælks Høost
13.00 Restaurant Kanalen
– Jeppe Foldager + Christian Helbo arbejder med Camembert fra Møn fra Hårbølle Mejeri
13.15 formel B
– Kristian Arpe-Møller + Asger Majgaaard Klausen arbejder med Knuthenlund Stenhøjmark, Kirks friskost og en dansk blåskimmel
13.30 Jordnær
– Eric Kragh Vildgaard + Mads Juel Olesen arbejder med Blå Grubé fra Thise Mejeri
13.45 Søllerød Kro
– Brian Mark Hansen arbejder med Arla Unika Gammel Knas og en 26-måneders Thybo fra Thise Mejeri
14.00 Trio
– Simon Thrane + Lin Mosby arbejder med Høost Natura fra Naturmælk
14.15 Kiin Kiin
– Samuel arbejder med Arla Unikas Høgelundgaard
14.30 Restaurant Hærværk
– Esben Kragh + Rune Lund Sørensen arbejder med en 24-måneders Vesterhavsost fra Thise Mejeri
14.45 MeMu
– Michael Munk + Lasse Starup Petersen arbejder med Grand Fromages Kirsebær Blå
15.00 Dommerne tæller point sammen
15.15 Vinderen offentliggøres
16.00 Arrangementet slutter

Baggrundsinfo. Læs mere om konkurrenceregler, bedømmelseskriterier og pointgivning på siden her. Køb din billet via siden her. Og se her på Facebook, hvem der eller kommer.

Arrangementet foregår i
CPH Food Space
Slagtehusgade 11
1715 København V